13/09/2026
Brandstationen: Landets måske ældste kollektiv?
Brandmanden har gennem tiden fremstået som en næsten overmenneskelig samfundshelt, der redder børn, ældre og dyr fra ilden. Han eller hun kan dog ikke klare det alene, men er en del af et vagthold med en stærk sammenhængskraft helt uundværlig for de vanskelige opgaver, og lever samtidig en meget menneskelig dagligdag på brandstationerne, når alarmerne er stille. Mens hjelme og branddragter er aflagt i remisen og de venter på næste udrykning, kan brandmændene bruge tiden på træning sammen, hvile på de lange døgnvagter, og i køkkenet omkring måltiderne.
"Uden vand og drikke - dur helten ikke" og ligesom hjemme i familien, har måltiderne på brandstationerne gennem tiderne fungeret som et socialt samlingspunkt. Da brandmændene under et arbejdsliv på 40 år er væk fra sin familie i minimum 10 år, fungerer stationen som en slags ekstra familie eller deltids bofællesskab. Under fællesspisningen opstår en del af den samlingskraft, der igennem tiden er blevet skabt på vagtholdene. Her møder vagtholdets generationer hinanden i madkulturen og medhørende historier.
Tidligere 578 John “Judo” Schultz Jørgensen fortæller, hvordan han i foråret 1965 på st. Ø for første gang mødte retten “Gæller og læber”:
Jeg anede ikke, hvad det var, første gang jeg hørte, at det var menuen [...] Det var overbrandmester Arkilles, der stod for tilberedningen, og da det jo aldrig var svært at tiltuske sig en tjans som køkkenskriver, fik jeg “partiet” med tilbehør, herunder kartoffelskrælning, og kom således under hans kyndige ledelse tættere på mysteriet: Hvad var det her for noget? (Brandgo’ mad, 2011).
Med madretten, der viste sig at være kæbestykket fra en torsk med tilhørende sovs og kartofler, fulgte historien om dens oprindelse fra Færøerne. Retten siges at have været meget populær, men er i dag mere en vandrefortælling hos brandmændene end en ret, der tilberedes i dagligdagen på stationerne. Den står dog som eksempel på, hvordan historier fortælles, traditioner videregives eller -udvikles og fællesskaber, centrale for vagtholdets indsats ved vanskelige brandudrykninger, opstår.
Men den kollektive dagligdag kan på et øjeblik blive afbrudt af brandvæsnets virke som akutberedskab. Går alarmen, må vagtholdet straks afbryde alle gøremål og ile afsted til ulykkesstedet. Udover en kold aftensmad kan dette også lede til mere morsomme situationer, som H. E. Lindhard, brandinspektør og senere vicebrandchef ved Københavns brandvæsen, skriver i Brandmandsliv fra 1937:
Man skal dog leve ogsaa i Vagtdøgnet, saa Mad skal man have, og der er jo ogsaa andre nødvendige Ting, der skal passes; derfor er det ikke egentlig velset, naar der alarmeres, ligesom man har slaaet to Æg op til Spejling over en sagte Ild, og der undslipper let et: “Saa skulde da også,” men værre er det, naar man netop har faaet skrabet den ene Kind, men endnu har Sæben op til Øret paa den anden.
Man kan læse mere om hverdagens og madkulturens historie på brandstationerne i bogen "Brandgo’ mad", som sælges i Brandmuseets museumsbutik.
Brandmuseet holder åbent hver tirsdag og lørdag kl. 10-14. Entréen er gratis.
Kilde: Rikke Kooistra og Signe Wolff, Brandgo’ mad: I køkkenet med brandmændene fra Københavns Brandvæsen, 2011.
(Billederne er ophavsretligt beskyttede)
