24/09/2026
“Farum Midtpunkt er bedre end sit rygte”
Hvad betyder det at have et sted at høre til – og hvad kan lokale fællesskaber gøre, for at ensomheden ikke rammer?
Det var nogle af de spørgsmål, der kom helt tæt på, da Furesø Museer den 23. september tog 33 deltagere med på en anderledes byvandring i Farum Midtpunkt. Sammen med omkring 20 medlemmer af de foreninger og klubber, vi besøgte, var der er en åben samtale undervejs om ensomhed og fællesskaber.
Deltagerne mødte engagerede beboere og hørte om lokale initiativer for børn og unge, seniorer og tyrkiske beboere.
Særligt besøget hos Tyrkisk Forening, hvor formand Yesin fortalte om det varme fællesskab i klubben, gjorde indtryk på mange. Og det gjorde det også, da Pia fortalte om, de mange fine børnearrangementer som kan tiltrække op til flere hundrede børn, forældre og bedsteforældre i Midtpunktet.
Et gennemgående tema var ensomhed og betydningen af at være en del af et fællesskab. Marianne fortalte bevægende om sit behov for at finde et fællesskab, efter hun mistede sin mand. Niels Jørgen og Gunna fra Seniorklubben fortalte om, hvor vigtigt det er at have andre omkring sig - ikke mindst når man bliver ældre.
– Det var dejligt at alle fortalte så åbent om, hvad det betyder at have et sted at høre til. Det viser, hvor meget lokale kræfter kan gøre for at bringe mennesker sammen og modvirke ensomhed, fortæller Birgitte Kabel, museumsassistent ved Furesø Museer, der stod for byvandringen.
Undervejs hørte deltagerne også om, hvordan Farum Midtpunkt og områdets fællesskaber har forandret sig siden 1970’erne.
Byvandringen sluttede med en åben debat. Her satte en af deltagerne ord på sit indtryk af dagen:
“Jeg har lært, at Farum Midtpunkt er bedre end sit rygte.”
Tak til alle deltagere, foreninger, klubber og beboere, som åbnede dørene og delte deres historier!
📸 Fotos: Furesø Museer.