07/09/2026
En skulptur står og forfalder i parken ved KunstCentret Silkeborg Bad – og det må den godt.
Den 15. august blev Lise Seier Petersens installation ”Ingen kan træde ud i den samme flod to gange II” indviet sammen med de øvrige værker i udstillingen ”Sculpture Experiment Silkeborg”. Men allerede nu er forfaldet synligt.
Lises værk består af 600 ubrændte mursten og 125 kg begitning. I midten blæser en luftpumpe bobler op. Og det er planen, at det ligeså stille får lov til at forvitre, for til sidst smuldre helt bort.
Værket er placeret lige op ad Ørnsøstien nedenfor KunstCentret Silkeborg Bad. Så de mange, der hver dag går tur her, får mulighed for at følge det løbende forfald.