18/09/2026
ET HUS ER BYGGET – INDE PÅ MUSEET 🧱
I går fejrede vi rejsegilde på Trapholt for dygtige unge håndværkere fra HANSENBERG og EUC Syd, der har bygget et hus midt inde i Trapholts særudstillingssal.
De seneste mange uger har eleverne arbejdet på en scenografisk kulisse til Trapholts kommende designudstilling Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest. Kulissen forestiller et fuldmuret parcelhus inspireret af Hans J. Wegners eget hus, som blev tegnet i samarbejde med arkitekterne Allan Jessen og Arne Karlsen i 1965.
Det er blevet til gennem et stærkt samarbejde mellem elever, lærere og fagligheder – og med Skive College, som har været med til at konceptudvikle projektet.
En kæmpestor tak til alle elever og lærere for jeres engagement, nysgerrighed og ikke mindst det flotte håndværk.
Også en stor tak til talerne, som ved gårsdagens rejsegilde satte flotte ord på erhvervsskolernes betydning – både for de næste generationer og for, at vi alle sammen kan få tag over hovedet og godt håndværk at kigge på ude i by og land.
Nu står huset – og vi glæder os til at vise det frem, når Trapholt åbner igen i marts 2027.
Tak til Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og William Demant Fonden for økonomisk støtte til realiseringen af udstillingen.
Læs mere om Wegner-udstillingen på https://trapholt.dk/hans-j-wegner-design-med-kroppen-forrest/