07/10/2026
På Horsens Kunstmuseums hjemmeside har kunstneren Katja Bjørn fået sit eget menupunkt. Her er det muligt at læse meget mere om Katja Bjørns kunstneriske praksis og blive klogere på de værker som Horsens Kunstmuseum har i samlingen af kunstneren.
Katja Bjørn (f. 1967) er en dansk kunstner, der primært arbejder med video- og installationskunst. Hendes kunst kredser om mennesket og kroppen i krydsfeltet mellem natur, kultur og biologi. Gennem video, installationer og videoskulpturer undersøger hun, hvordan kroppen både er en fysisk størrelse og formet af kultur, mytologi og æstetik.
Kvindekroppen og kvindens position på tværs af samfund og kulturer er tilbagevendende temaer. Ofte bruger Katja Bjørn sin egen krop i værkerne og lader den indgå i mødet mellem video, skulpturelle materialer og genstande fra hverdagen.
I 2019 præsenterede Horsens Kunstmuseum udstillingen Involved af Katja Bjørn, som havde til formål at sætte fokus på det skønheds- og værdimæssige i at involvere sig og at bevæge sig, både i symbolsk forstand i livet men også på basalt kropsligt plan.
I Horsens Kunstmuseums samling opleves værker af Katja Bjørn skabt i perioden 2010 – 2018.
📸 Refleksion 1 & Refleksion 2
2010
Video og håndvaske
Inventarnummer: 1781 a-b
Gave fra Ny Carlsbergfondet