04/10/2026
Nye krukker :)
Stentøjskrukker med struktur i overfladen og nye glasurer. Struktur lig det, vi arbejder med på en del af porcelænet – blot andet ler og helt andre glasurer.
Vi har i et stykke tid arbejdet videre med tre forskellige glasurer. Fælles for dem er en halvmat overflade i lyse nuancer i retning af grønlig, blålig, grålig. Nogle steder skinner leret gyldent igennem f.eks. på kanter og forskellige tykkelser giver forskelligt spil i farverne.
Samme glasur kan derved også komme forskellig ud alt efter tykkelsen af glasuren. Det er små variationer, der gør forskellen og det arbejder vi stadig med at lære at kende. Nuancerne spænder bredt uden at bryde med den farveskala, mange vil forbinde os med. De bevæger sig indenfor et område, som skaber samspil mellem de forskellige krukker. Slægtskabet til resten af vores produktion har også været vigtig for os. Ler, struktur, nuancer, teknikker og former som bindeled og ikke mindst at de tager sig godt ud ved siden af hinanden her i vores rammer.
Udvikling af glasur kan tage lang tid. Ofte ligger der mange forsøg på mindre testplader og udskiftning eller tilpasning af råstoffer bag de færdige glasurer. Måske er man stødt på nogle af de forudgående glasurprøver under besøg ved tidligere begivenheder på værkstedet, hvor vi har vist nogle af dem frem. Vi har søgt en glasur, som vil arbejde fint med strukturerne, der ofte giver plads til forskellige lagtykkelser i glasuren og derfor spil i overfladen.
Vi havde et lille udvalg af krukker med de nye glasurer med på bl.a. Frue Plads Marked og Museum Jorn Keramikmarked i sommer for at se dem ude i verden og ikke blot i vores egen boble - og vi glæder os nu til at sætte dem op i butikken. For nuværende er det krukker, vi laver med de nye glasurer – vi glæder os til at have dem fremme til efterårsferien i butikken, hvorfra vi også tager lidt stemningsbilleder om ikke så længe👍