Observatoriet - en naturvild sciencepark

Observatoriet - en naturvild sciencepark Velkommen 🚀😁
Her får du nyheder fra Observatoriet, aktuelt science-guf og flotte billeder. En totalfredning, der ikke er set
andre steder i Danmark.
(241)

På toppen af de sjællandske alper og med udsigt over Lammefjorden troner Observatoriet. I 60 år spillede Danmarks største observatorium en væsentlig rolle i den danske og internationale forståelse af astronomi frem til forskningsenheden flyttede tilbage til København i 1996. I september 2013 købte Holbæk Kommune de kendte observatoriebygninger for at udvikle et oplevelsescenter om geologi, natur o

g astronomi for både skoleklasser, familier og andre med lyst til at opleve og lære. Et fredet nattemørke
Observatoriet blev opført i perioden 1953-1964 af Københavns Universitet, der flyttede sit observatorium fra Østervold i København, da byens lys efterhånden gjorde det vanskeligt at foretage astronomiske observationer. I dag er bygningerne, som er tegnet af den anerkendte arkitekt Kaj Gotloeb, og landskabet i Brorfelde fredet, ligesom det enestående mørke også er mørkefredet. Historien om Observatoriet
De første overvejelser om at bygge et nyt og moderne observatorium uden for København blev gjort allerede i starten af 1900-tallet, da lysforureningen i storbyen var et støt stigende problem for Københavns Universitets astronomiske forskere. Men først da astrofysikeren og astronomen, Bengt Strömgren, vendte hjem fra USA i 1938, blev der sat skub i tingene. Han igangsatte detaljerede undersøgelser af mørke egne af Sjælland for at finde den bedste placering af det nye observatorium. Der blev opstillet forskellige kameraer til registeringen af lufturoen, men det viste sig, at lufturoen over Sjælland var forholdsvis konstant. Derfor forsøgte man i stedet at forudse, hvordan byudviklingen ville være – og her vandt Brorfelde som lokation. I 1947 købte Københavns Universitet Brorfelde og de første bygninger blev indviet i 1953. Fra 1953 – 1996 var Brorfelde Observatorium en forskerby, hvor 35 ansatte havde deres daglige gang. Fra 1996 og frem til 2009 blev observatoriet brugt til felture for de studerende. Derudover blev kuplerne brugt af to amatørastronomiske foreninger, Brorfeldes Vennekreds og Københavns Astronomiske Forening, som gjorde en aktiv indsats for at holde liv i bakkerne. I 2009 overtog Freja Ejendomme området, som blev sat til salg. Takket være lokale ildsjæle blev Brorfelde Bakkerne fredet i sommeren 2012. Brorfelde Observatorium blev landskendt i december 2012, hvor det var rammen om DR’s julekalender Julestjerner. Holbæk Kommune købte observatoriet i efteråret 2013 for at etablere et oplevelsescenter med fokus på astronomi, geologi og natur. Og den udvikling er i fuld gang - følg den her på siden og på Observatoriet.dk

13/08/2026
Hold da op for en aften! 🌞Til gårsdagens solformørkelse slog Observatoriet kæmpe besøgsrekord med over 700 glade gæster ...
13/08/2026

Hold da op for en aften! 🌞

Til gårsdagens solformørkelse slog Observatoriet kæmpe besøgsrekord med over 700 glade gæster på observatoriebakken. Det blev en solfest uden lige!

Vejret var med os, og udsigten bød på et helt fantastisk show med både luftballoner, paragliders og selvfølgelig en fuldstændig vanvittig astronomisk oplevelse. 🌑☀️

Tusind tak til alle jer, der dukkede op. I kom med det største festhumør og gav os en aften i de Sjællandske Alper, vi aldrig glemmer. Og en kæmpe tak til alle vores fantastiske frivillige og de astronomiske foreninger. I var simpelthen guld værd! ❤️

På billedet her ser I solformørkelsen gennem vores solteleskop, som observerer Solen med et hydrogenalfafilter. Man kan selvfølgelig se Månen, der er på vej hen over Solen, men kig godt efter: Vi kan også se filamenter på solskiven, og øverst til venstre kan man endda se protuberanser.

Fik du også et fedt billede af Solen? 🌞
Del det med os og hinanden i kommentarsporet. Vi vil så gerne se jeres billeder fra solfesten!

☀️ SÅ ER DET I DAG!Årets største aften er kommet! Hold nu op, hvor har vi glædet os, og hvor har vi været på arbejde for...
12/08/2026

☀️ SÅ ER DET I DAG!

Årets største aften er kommet! Hold nu op, hvor har vi glædet os, og hvor har vi været på arbejde for at gøre klar. Vi glæder os helt vildt til at se jer!

I dag, 12. august, byder himlen nemlig på ikke ét, men to fantastiske astronomiske fænomener.

🌑 Vi får den største solformørkelse, vi kan opleve fra Danmark indtil 2048. Hele 80–86 % af Solen bliver dækket af Månen.

🌠 Og når Solformørkelsen er forbi, overtager Perseiderne og fyrer op for et festfyrværkeri af stjerneskud.

Aftenens arrangement på Observatoriet er helt udsolgt. Nåede du ikke at få billet? Bare rolig, du kan stadig være med hjemmefra.

📺 Følg med live på YouTube kl. 18.30–20.30, når Sol26 sender direkte fra forskellige steder i Danmark med spændende gæster, facts og fortællinger om Solen. Undervejs kigger vi også mod Spanien og Grønland, hvor der opleves totale solformørkelser.

Alle aldre kan se med, stille spørgsmål og være med i konkurrencer om seje præmier.

Læs mere på sol26.dk og find VidenskabLive på YouTube.

Og husk: Kig aldrig direkte på Solen uden godkendte solformørkelsesbriller. Det gælder også under solformørkelsen. 🌞

Du kan stadig nå at være med! 🔭Vi går ind i en ny sæson af Scienceklubben, og både Klub VEGA (9–12 år) og Klub DENEB (6–...
10/08/2026

Du kan stadig nå at være med! 🔭

Vi går ind i en ny sæson af Scienceklubben, og både Klub VEGA (9–12 år) og Klub DENEB (6–9 år) starter op igen.

I Scienceklubben handler det om at være nysgerrig, undersøge og prøve ting af med hænderne. Vi bygger insekthoteller, leger med solsystemet og undersøger, hvor stort universet egentlig er.

Vi designer og affyrer vores egne mini raketter, skaber små biosfærer, hvor liv kan vokse i balance, og laver en masse andre eksperimenter undervejs. 🚀

Alle børn skal have en voksen med. Det kan være en forælder eller bedsteforælder, og den voksne er gratis med. For det er sammen, at oplevelserne og eksperimenterne bliver endnu bedre.

Som medlem får I fem klubaftener og en ✨stjerneaften✨, og barnet får samtidig et sæsonkort til Observatoriet.

Kom og vær med til en ny sæson med science, eksperimenter og masser af nysgerrighed. 🔬

Læs meget mere: https://observatoriet.dk/scienceklub/

05/08/2026

Så du også lyset i går? 🌠

Vores all sky kamera fangede i går aftes, hvad vi mener er en eller måske endda to meteorer, der strøg hen over himlen.

Og ja, som altid har et lille fly også sneget sig med på optagelsen. ✈️

Med Perseiderne, som netop nu er aktive, er der ekstra gode chancer for at opleve stjerneskud i de kommende nætter. Hold derfor øje med himlen, når mørket falder på. Måske er du heldig at se et.

Har du selv set lyset i går aftes? Fortæl os gerne, hvor du var, og hvad du så. 🌌

🐝 Har bier et indbygget kompas?Hvordan finder en bi egentlig hjem efter en lang dag blandt blomsterne? 🌼Vi ved, at bier ...
05/08/2026

🐝 Har bier et indbygget kompas?

Hvordan finder en bi egentlig hjem efter en lang dag blandt blomsterne? 🌼

Vi ved, at bier bruger Solens placering og landskabet til at orientere sig. Men ny forskning tyder på, at de måske også kan registrere noget, vi hverken kan se eller mærke: Jordens magnetfelt. 🧲

Forskere har gennemgået mere end 120 forskellige biarter og fundet tegn på magnetiske egenskaber hos næsten 90 % af dem. Det er endnu ikke et bevis på, at bier navigerer ved hjælp af magnetfeltet alene, men det kan være et ekstra redskab i deres allerede imponerende evne til at finde vej.

Det er fascinerende at tænke på, at et usynligt magnetfelt måske hjælper bier med at vende sikkert hjem, ligesom vi ved, det gør for blandt andet trækfugle.

Måske flyver der et lille levende kompas rundt i din have. Eller også ligger det og snorksover i en blomst, ligesom humlebien på billedet. 🐝✨

🌠 Perseidernes stjerneskudsaften er udsolgt! 🌠Tusind tak for den enorme opbakning. Vi er helt blæst bagover og glæder os...
04/08/2026

🌠 Perseidernes stjerneskudsaften er udsolgt! 🌠

Tusind tak for den enorme opbakning. Vi er helt blæst bagover og glæder os allerede til at byde jer velkommen til en aften under den mørke himmel i de Sjællandske Alper.

Nåede du ikke at få billet? Bare rolig. Der er stadig masser af muligheder for at opleve stjernerne sammen med os.

Vil du vide mere om Perseiderne og blive klar til selv at gå på stjerneskudsjagt hjemmefra? Så kom til Henning Haacks spændende foredrag ”Alt om Perseiderne” den 11. august, hvor du bliver klogere på den imponerende meteorregn.

Og hvis du drømmer om en aften på toppen af Observatoriets bakke, hvor stjernerne fylder himlen, og vores stjerneformidlere guider dig gennem universets lysglimt, så har vi flere stjerneskudsaftener på programmet:

✨ Orioniderne 21. oktober
✨ Leoniderne 17. november
✨ Geminiderne 12. december
✨ Ursiderne 19. december, hvor du måske kan nå at sende et sidste juleønske afsted under stjernerne

Vi glæder os til at se dig under nattehimlen en anden god gang 🌌

Se alle vores arrangementer her:
https://observatoriet.dk/arrangementer/

🌕🚀 Den 5. august får Månen et usædvanligt besøgDet øverste rakettrin fra en SpaceX Falcon 9-raket forventes at ramme Mån...
03/08/2026

🌕🚀 Den 5. august får Månen et usædvanligt besøg

Det øverste rakettrin fra en SpaceX Falcon 9-raket forventes at ramme Månens overflade den 5. august omkring kl. 08.34 dansk tid. Rakettrinnet blev sendt af sted i januar 2025 med to private månemissioner ombord. Efter at have afleveret sin last fortsatte det sin bane gennem rummet, og nu forventes det at ende sin rejse med et nedslag på Månen.

Selvom sammenstødet ikke er planlagt, er det ikke farligt. Tværtimod.

Astronomer verden over ser frem til nedslaget, fordi det giver en sjælden mulighed for at undersøge, hvad der sker, når et menneskeskabt objekt rammer Månen. Forskerne håber især at kunne observere den støvsky, der slynges op fra overfladen. Den kan give ny viden om Månens øverste lag og samtidig hjælpe med at forbedre metoderne til at registrere både naturlige meteornedslag og fremtidige menneskeskabte nedslag.

Historien begyndte faktisk med den uafhængige astronom Bill Gray, som opdagede, at rakettrinnets bane ville føre det direkte mod Månen. Siden har forskere og rumorganisationer fulgt udviklingen tæt og løbende finpudset beregningerne.

Hvis forholdene er med os, vil nogle af verdens største observatorier forsøge at registrere støvskyen. Selve lysglimtet fra nedslaget forventes dog at være meget svagt og vanskeligt at observere fra Jorden.

Et stykke rumskrot er sjældent gode nyheder. Men denne gang kan det ende med at give os ny viden om vores nærmeste nabo i rummet. 🌌

Billedet her er et GEO Polar-billede (en visualisering af objekter i kredsløb om Jorden, set oppefra over Nordpolen), og viser koncentrationen af objekter der ligger i lavt kredsløb om Jorden og i det geostationære område. Fra NASA ODPO.

⏰ Hvad nu hvis vi droppede skudsekundet og indførte en skudtime?Ja, du læste rigtigt.I dag bliver vores atomure en sjæld...
02/08/2026

⏰ Hvad nu hvis vi droppede skudsekundet og indførte en skudtime?

Ja, du læste rigtigt.

I dag bliver vores atomure en sjælden gang justeret med et skudsekund, fordi Jorden ikke roterer helt jævnt. Den lille forskel mellem Jordens rotation og atomurene lyder måske ubetydelig, men den kan skabe store udfordringer for alt fra satellitter og GPS til computere og globale netværk.

Nu overvejer internationale tidseksperter en helt ny løsning.

I stedet for at justere med et enkelt sekund med års mellemrum, vil man lade forskellen vokse over generationer og først korrigere med en hel time. Det vil sandsynligvis først blive nødvendigt om flere hundrede år.

Det lyder næsten absurd, men for fremtidens teknologi kan det faktisk være en langt smartere løsning.

Det er samtidig en fascinerende påmindelse om, at selv vores mest præcise ure stadig må indrette sig efter den planet, vi lever på. 🌍⌚

💬 Hvad synes du? Ville du foretrække små justeringer undervejs eller én stor ændring langt ude i fremtiden?

Adresse

Observator Gyldenkernes Vej 3
Tølløse
4340

Telefon

+4572363900

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Observatoriet - en naturvild sciencepark sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Museet

Send en besked til Observatoriet - en naturvild sciencepark:

Genveje

Del