Jeg kalder mine motiver for ”Vilde Fugle” fordi jeg engang sad på Naturama og snakkede om en udstilling og med mig havde jeg en anden fuglemaler, der dog også havde husdyr på repetoiret. Naturamamanden sagde – vi udstiller kun vilde dyr og mit hjerte sank som en sten, mens jeg tænkte, jamen så kan mine fugle jo ikke være med. Det tog mig nogle sekunder at komme i tanke om, at mine fugle faktisk er
vilde. Det må være fordi jeg igennem bearbejdningen af motivet kommer så meget i kontakt med fuglene, at de nærmest bliver tamme. Jeg maler det jeg kan se ud af mine vinduer, så ingen papegøjer eller lunder her, bare masser af gæs, troldænder, skarv, viber, strandskader, klyder, ryler, kliere, en enkelt isfugl og en enkelt hejre. Havens fugle er for små, simpelthen, men dem hygger jeg mig med her i haven, hvor jeg igennem det store vindue i ateliet kan se et par halemejser vimse rundt mellem æbletræets grene. Se nu at komme igang med den rede, mumler jeg, selvom jeg ved, at det skal jeg slet ikke blande mig i. Kan du ikke male en halemejse, er der en der spørger. Jo, vil du købe, spør jeg. Ja, siger vedkommende og så maler jeg en halemejse, ingen problem. Jeg tog jagttegn i -85 og lærte at kende forskel på en svømme og en dykand og meget andet, som jeg stadig har glæde af. PS: Jeg har aldrig løsnet et skud efter jeg fik tegnet, ikke fordi jeg ikke kan, vil eller tør, det interesserer mig bare ikke et hagl. Jeg er heller ikke ornitolog, forstået på den måde at jeg ikke er interesseret i at skelne detaljerne i forskelligheden. Jeg interesserer mig for hvordan fuglene generelt opfører sig, hvordan de bevæger sig i luften, hvordan de placerer sig i felten, hvordan de sidder, går og står og ikke mindst deres kulør og valør i forskellig belysninger, solskin, skumring, side eller modlys osv. F.eks er skarv i modlys en vanvittig dramatisk symfoni i knitrende lyst og mørkt og svaner i solnedgang er lyserøde og lysviolette og det rene lyrik. Strandskaderne på stenene med signalfarverne sort, hvid og rød er en malerisk gave og troldænder i massevis på vandet får mig til at se mønstre osv osv. Alt det er det malerisk formelle, altså det som er formen i billederne. Fuglenes karakteristik er billedernes indhold. Viberne tumler og leger og virker sorgløse og nærmest barnligt ubekymret, mens skarverne sidder og vogter med store tunge næb der kan hakke alting til plukfisk. Gravænderne er så par om paragtige og er rolige familieænder, mens edderfuglenes træk er målrettet og fokuseret. Alt det indgår i billederne som billedernes indhold. Med fuglenes karakter beskriver jeg forskellige sindstemninger som jeg genkender fra mig selv og andre og på den måde laver vi en synkronisering, fuglene og jeg og måske derfor jeg får denne familiefølelse med dem hvor de holder op med at være så vilde for mig. Det er enhver malers lod at ofre detaljen for helheden. Jeg tager konsekvensen og skærer ind til benet af synet. Jeg bliver ved indtil jeg har gjodt det enklest muligt uden at miste genkendelighed og stemning. Jeg forsøger ikke at transporterer men at tranformerer mit motiv over på lærredet. Jeg fortolker og der i ligger det store og glædelige i arbejdet med at male og sådan kan jeg lide det. Venlig hilsen Britta Kristensen
I live and work on Tåsinge. An island in the archipelago situated in the waters of south Funen, Denmark. I am surrounded by birds from morning until evening. My neighbors are the sea, forest and Tåsinge Vejle which are natural habitats for these wonderful birds. Everything can be depicted in a painting, but once in a while, one has to choose, and I have chosen to paint these beautiful birds as thanks for their company in my daily life. It is the lot of every artist to sacrifice detail for the whole and I cut right to the bone of my subject without losing it's identity or atmosphere. Venlig hilsen Britta Kristensen
