12/08/2026
I Skanderborg har man stærke traditioner for klubsport, som har rødder tilbage til starten af 1900-tallet⚽️🎾🚣♀️
Grosserer Kaj Klostergaard (1932-2008), der var ivrig lokalhistoriker, besad en enorm viden om byens historie — også de mere niche emner som sportsklubber! De næste par uger vil vi fortælle om tre af byens klubber med udgangspunkt i Klostergaards jubilæumsskrifter til dem: nemlig Skanderborg Tennis- og Padelklub, Skanderborg Sejl- og Motorbådsklub og Skanderborg Roklub. I dag kommer det til at handle om “den hvide sport”🎾
D. 30. juni 1902 blev Skanderborg Tennisklub stiftet. Med 19 medlemmer, en nedlagt grusgrav til bane og et kontingent på 1,50 kr. i sommerhalvåret og 50 øre i vinterhalvåret var tennis nu en officiel sportsgren i Skanderborg.
Klubben lå oprindeligt i Dyrehaven ved siden af det, der i dag er Capri, men som dengang blev kaldt Pavillonen. I klubbens første årtier opstod der gnidninger mellem dem, som var i klubben for selskabelighed, og dem, der var der for sporten. Et ungt medlem af klubben havde indsendt et læserbrev til Skanderborg Amts Avis d. 31. januar 1917, hvor der stod:
“Skanderborg Tennisklub ejer to baner, der desværre er næsten lige dårlige. Når dertil kommer, at materialet ikke er i bedste forfatning, forstås det sikkert, at sporten umuligt kan drives som den skal. (...). Der er ikke tvivl om, at det ville gavne klubben, om de passive medlemmer af bestyrelsen veg pladsen for de aktive og sportsinteresserede. Det er trist at se denne sport negligeret på denne måde, da interessen jo helst skulle være større for sport end for middag og teater.”🎭
Den sidste sætning var en kommentar til, at klubben årligt arrangerede en dyr teatertur til Aarhus, som bestemt ikke havde noget med tennis at gøre og ikke hjalp på den store gæld, klubben faktisk havde. Men på trods af læserbrevet skete der ikke de store ændringer — teaterturene vedblev. Med tiden blev klubben dog mere seriøs om sporten, og der kom både professionelle trænere, konkurrencer og nye baner.
I 1937 fik Skanderborg det fornemme erhverv at afholde landsudstilling, og det blev besluttet, at den skulle placeres i Dyrehaven med indgangsparti lige der, hvor tennisbanerne lå. Derfor blev klubben flyttet tættere på Sølund, hvor den stadig har klubhus og baner i dag🌳
Under 2. Verdenskrig opstod der dog problemer med placeringen: I april 1944 beslaglagde den tyske værnemagt hele Dyrehaven, og de tennisglade skanderborgensere blev forment adgang til deres klub. Da krigen sluttede, stod medlemmerne overfor et stort arbejde, fordi værnemagten havde brugt deres baner som parkeringsplads. Staten gav dem 1.700 kr. til renoveringsarbejdet💸
I dag hedder klubben Skanderborg Tennis- og Padelklub (den har også tidligere heddet Skanderborg Lawn Tennis Klub), og, som navnet indikerer, kan man både spille tennis og padel. Der er cirka 370 medlemmer.
Teksten er baseret på bogen “Skanderborg Lawn Tennis Klub 1902-2002 - den hvide sport i Skanderborg gennem 100 år” af Kaj Klostergaard. Følg med i næste uge, når vi dykker ned i Skanderborg Sejl- og Motorbådsklubs historie!⛵️
Billede 1: Den første tennisbane i Dyrehaven, ca. 1905. Billedet er fundet i Kaj Klostergaards bog. Foto: Peder Jensen. Skanderborg Historiske Arkiv.
Billede 2: Tegning over Dyrehaven i forbindelse med Landsudstillingen, 1937. Tegner: Ukendt. Skanderborg Historiske Arkiv.
Billede 3: Plantegning over Fæstningen Sølund, 1944. Tennisbanerne kan ses til højre for Landsbyen Sølund. Plantegningen er fundet i Skanderborg Museum: “Under Krigen, Skanderborg 1940-45” s. 65 og Kaj Klostergaard: “Skanderborg - en by under besættelsen 1940-45” s. 89. Skanderborg Historiske Arkiv.