12/10/2026
Søstrene Anguissola har for en tid forladt Nivaagaards Malerisamling og er rejst mod nord for at indgå i den store internationale udstilling ’W̶o̶m̶a̶n̶ Painter’ (’Maleri̶n̶n̶e̶’), der netop er åbnet på Nasjonalmuseet i Oslo.
Sofonisba og hendes søster Europa Anguissola udstilles her blandt stjerner fra renæssancen og barokken som Artemisia Gentileschi, Clara Peeters, Michaelina Wautier og Lavinia Fontana - og tre andre Anguissola-søstre: Elena, Lucia og Anna Maria.
Udstillingen er udviklet i samarbejde med Galleria Borghese i Rom, hvor den åbner i marts 2027, og præsenterer omkring 50 værker fra perioden 1550-1650, hvor kvindelige kunstnere i Nord- og Sydeuropa skabte professionelle karrierer i en mandsdomineret kunstverden. ’W̶o̶m̶a̶n̶ Painter’ viser, at kvinderne ikke var undtagelser, men centrale skikkelser på den europæiske kunstscene.
Gennem udsøgte værker med religiøse motiver, portrætter og stilleben sættes fokus på kunstnere, der var anerkendte i deres egen tid, men som siden forsvandt ud af fortællingen.
Hvordan kunne kvinder blive kunstnere i en tid, hvor uddannelse, værksteder og akademier i høj grad var forbeholdt mænd? Udstillingen undersøger, hvordan kvindelige kunstnere fandt vej ind i faget og etablerede sig i kunstmiljøet ved at følge deres uddannelse, netværk og valg af motiver. Og forbinder historisk kunstnerisk praksis med emner, der stadig er aktuelle i dag: synlighed, anerkendelse, adgang til uddannelse og spørgsmålet om, hvem der definerer kunstnerisk kvalitet.
Oplev ’W̶o̶m̶a̶n̶ Painter’ (’Maleri̶n̶n̶e̶’) på Nasjonalmuseet i Oslo frem til 7. februar 2027.
Fotos med værkerne i udstillingen:
Sofonisba Anguissola, 'Familieportrættet. Portrætgruppe med kunstnerens fader Amilcare Anguissola og hendes søskende Minerva og Asdrubale', ca. 1559.
Museumsdirektør Andrea Rygg Karberg ved Sofonisbas værk ifm. åbningen.
Europa Anguissola, 'Portræt af kunstnerens svigermor', 1571-1578.
Fotograf Børre Høstland
Nasjonalmuseet