Nibe Museum og Lokalhistorisk Arkiv for Nibe og Omegn

04/06/2026

Bade- og sundhedsforhold i Nibe

Jeg tror faktisk kun, jeg har badet ved Nibe én eneste gang – og det var så ude ved Lundbæk. Engang i begyndelsen af 70’erne. Mindes stadig det uklare vand og fornemmelsen af ålegræsset mod lårene og den mudrede sandbund, der kom op mellem mine tæer, når jeg stod på bunden.

I dag glædes jeg over, man kan dyppe sig ved molen ved vinterbadernes klubhus eller svømme i havnebadet, (der vist godt kunne trænge til lidt kærlig omsorg).

Vandet i fjorden er okay i dag, har jeg hørt. Men sådan har det ikke altid været.

Det var først i 1931, at Nibe fik sit første vandværk og dermed rindende koldt vand i hanerne. Pumpe-huset står i Anlægget endnu. Det andet pumpehus, Nibe fik, står bag brandstationen i Søndergade. Det blev også opført i 1931.

Når man læser Nibe Avis fra 1931, var der stor diskussion, om det nu var nødvendigt med et vandværk, for mange havde jo en brønd i baggården, og selvom vandkvaliteten var meget dårlig, så var det jo gratis. Og det var vigtigt for mange nibenitter.

I mange år havde man brugt Nibe Kildes vand. Til vask af tøj. Til husholdningen. Til brandslukning. Og til årets bad. Tæt ved Nibe Kilde havde vi i 30’erne Nibe Limfabrik. De lavede lim af huder fra dyr. Det slimede stads. De skulle bruge meget vand i den proces. Og oppe på Sønderbakken lå Nibe Sygehus. Dengang var der ikke noget, der hed rensningsanlæg, så spildevandet fra Limfabrikken og Sygehuset blev først samlet i en ”slamkiste”, en slags septiktank, for derefter at blive ledt ud i Limfjorden tæt på ”Mindet”,(Roklubben). Ejeren af Toften ned mod fjorden - det var før Omfartsvejen kom - var ejeren af Limfabrikken, Knud Nielsen. Han ville nu ikke påtage sig hele skylden for det ulækre vand, for det spildevand der kom fra Sygehuset, var langt langt mere forurenet med colibakterier end Limfabrikkens. Kommunen fattes penge, så ingenting skete.

Det der med lange varme bade, som vi nødigt vil undvære i dag, var nærmest utænkeligt dengang. Da der ikke var varmt vand i hanerne, blev vandet varmet op i gruekedlen på det brændefyrede komfur, og man fik engang etagevask – til jul. Eller man kunne gå en tur i St. Tranegade. Her lå i nogle år byens vaskehus.
Lidt længere henne af stranden lå Det offentlige slagterhus (der hvor EDC ligger i dag) og Andelsslagteriet i Kræmmergade. De udledte spildevand mere eller mindre direkte til fjorden.
Så var der jo også spildevandet fra byens borgere. Tyvedalen, der snoede sig igennem byen, var et vandløb, som man kunne finde mange ”sjove” ting, og som det beskidte vand fra husholdningen også blev smidt ud i. Udløbet ligger den dag i dag overfor Saltsyderboderne.

Alt sammen spildevand, der løb ud i den smukke fjord, som man altså også kunne bade i. I 1936 kan man i Nibe Avis læse flere læserbreve om det uhumske vand. Ud over selve problemet med det ulækre vand, der godt kunne være rødt efter operationer på Sygehuset eller slagtninger på Slagteriet, så var det her skolen sendte børnene ned, for at modtage svømmeundervisning. Ikke den heldigste kombination. Den kommunale skole havde et badehus på havnen. Det havde svømmeklubben også. Flere argumenterede for at bygge et åbent svømmebassin, fordi “svømning og den friske luft og rent vand er sundt”, var argumentationen! Prisen var knap 10.000 kr. Men pengene i kommunekassen var små som altid, så det gik, som det gik. Intet udendørs svømmebassin ved havnen.

Og for at gøre ondt værre, så lå byens losseplads sådan cirka, hvor Grønnegade munder ud ved rundkørslen.

Nu tænker du måske, hvor gjorde man så af det menneskelige affald, for toiletter havde man naturligvis heller ikke dengang - for ikke engang 100 år siden. Der var dasset i baggården, hvor man gjorde sin nødtørft. Ser for mig billedet fra Matador, hvor grisehandler Larsen har Hi**er hængende på bagsiden af lokumslåget. Om natten kom natmændene med deres "chokoladevogn" og tømte dasset. De var hverdagens små helte. Det blev heldigvis ikke kørt til fjorden, men oppe ved Skalskoven, sådan cirka der hvor svømmebadet ligger i dag, var der en grusgrav. Her blev det hældt i. Måske det er derfor, at roserne står ekstra smukt i Skovbrynet og Rosenparken i dag 😊

Har du minder fra fjorden, hvor du måske badede og måske lærte at svømme?

Har du minder om vaskehuset i St. Tranegade, eller hvordan det var at få et bad i gamle dage? En flok unger i baljen en efter en i det samme vand - sikkert ikke sjovt at være sidste i rækken 😊

23/05/2026

Sommerudstillingen på Museet kommer til at vise nogle af de forretninger, der igennem årene har ligget i Skomagergade, St. Algade, Ll. Algade samt Mellemgade. Butikkerne lå side om side med flere bagere, slagtere, købmænd, tøj- og skobutikker, legetøj, papirvarer, urmagere, skomagere, barberer, blomster, frugt- og grønt, hoteller, isenkræmmere og mange andre erhverv.

Også i Søndergade, St. Tranegade og Grønnegade var der tidligere flere butikker.

I dag er der ikke mange forretninger tilbage, men heldigvis kan vi ved hjælp af fotografier og historier mindes, hvad der var engang.

Hvilke forretninger og personer husker du bedst og savner i bybilledet i dag?

22/04/2026

Ved Dyrskuepladsen står der er skulptur midt i et hav af smukke påskeliljer.

Historien bag skulpturen eller rettere relieffet er, at Spare- og Laanekassen for Nibe By og Omegn, der senere blev til Bikuben og BG Bank, fyldte 100 år i 1966. I den anledning ville sparekassen give en gave til Nibe by. Man havde rådført sig med Løgstør By og Omegns Sparekasse, der året forinden havde fået udført en skulptur af billedhuggeren Frantz Viggo Hansen.

Pris og udførelse syntes man så meget om, at man i Nibe bad kunstneren om et stykke skulptur til Nibe, der kunne henlede tankerne på Nibes storhedstid.

Til venstre sidder en fisker, der bøder (reparere) garn. Til højre sidder en kvinde, der salter sild. Og i midten ses Nibes gamle byvåben med de 3 sild.

Der blev også lavet 15 gipsafstøbninger. Èn af dem har vi netop fået indleveret på Nibe Museum. Det sjove ved det er dog, at der bag på den står ”1952”. Det kan man så undre sig lidt over, hvorfor han allerede 14 år tidligere var kommet på den idé, at lave et lille gipsrelief til Nibe….

Kunstværket kom op på væggen på rådhuset den 28. november 1966. Rådhuset lå dengang i Grønnegade, hvor “Huset” i dag har hjemme. Selvom kommunekontoret i 1970 blev flyttet ned i Strandgade, blev det hængende i Grønnegade indtil byretten i Nibe, som led i en omstrukturering, lukkede i 2006. Aalborg Kommune købte efterfølgende ejendommen.

Frantz Viggo Hansen (1903-1985) er især kendt for sine kvindefigurer i bronze og marmor. Men arbejder altså også i beton og træ. F.eks lavede han et relief af et egetræ til Sparekassen. Det hang i ekspeditionslokalet i Bikuben/BG Bank i Skomagergade, indtil sparekassen lukkede i 2007. I dag hænger det på Nibe Museum.

10/04/2026

Lidt flere billeder fra dansearkivet.

05/04/2026

Minder fra Hotel Nibe

Her i påsken var jeg på besøg i det tidligere Hotel Nibe.
Straks jeg kom ind i gården, stod minderne lysende klare for mig.

Minder fra dengang vi spillede kort på loftet hos Hans Morten Henriksen. Dengang der var Sildemarkedsbal i gården, hvor Jørgen Lennø og Jørgen Post spillede op i et stuvende fyldt telt. Tror faktisk, min egen far også har spillet der en enkelt gang.
Familiefester og en af de allerførste fester for Nibe Festivalens medhjælpere. Og de dejlige minder fra en hyggelig fredagsbajer og et raflebæger i krostuen sammen med Preben og et par af byens håndværkere.

Og så var der de der danseskoler for mere end 60-70 år siden. Mange af os gamle nibenitter, drenge som piger, blev sendt afsted på danseskole af vores mødre. Vi stod ikke jublende med hænderne over hovedet. Jeg tror ikke, at ret mange af os drenge elskede disse dansetimer. Men når jeg en fredag aften ser “vild med dans”, tænker jeg, at jeg måske burde have lyttet lidt bedre efter.
Jeg “dansede” med Elise Veggerby. Hun er et par år ældre end jeg. Danse, tror jeg, er en overdrivelse af, hvad jeg lavede der. Jeg har næppe været mere end 3-4 år, før min mor sikkert stolt trak mig i det flotteste tøj. Blanke sko, korte bukser og en kongeblå butterfly under vesten. Pigerne i hvide blanke sko og de vildeste strutskørter.
Min mor sad sammen med byens andre stolte mødre på stole langs væggene i den store sal og pulsede løs på deres cigaretter, mens vi børn nyfriserede gik i rundkreds to og to.
Selv mindes jeg ikke meget fra tiden med “Først den ene vej og så den anden vej og tju og tju og skoma’rdreng”.

Jeg har et par billeder fra mit eneste afdansningsbal hos Aase Alholt. Jeg ser lidt betuttet ud på billedet, synes jeg. Eller måske benovet over de ældre og dygtige dansere.
Mere husker min søster Kirsten, der nåede et 10 års jubilæum hos danselærer Mogens Reinau, tror jeg det var.
Og min kusine Bente, der dansede med Ole Henriksen. De var vist ret gode på dansegulvet, hører jeg.

På lokalhistorisk arkiv har vi en stor stak billeder fra Fotograf Andersen, hvor han forevigede afdansningsballer fra 1965, 1966, 1968, 1969 og 1971.

Måske du kender nogle af forældrene eller de håbefulde dansere?

Har du minder og billeder fra din tid på vores gamle Hotel Nibe, du vil dele?

03/01/2026

Byens grønne oaser

Det var Søren Nielsen, født 1779 i Sebbersund, der fra sit hjem ved "Bjerget" kiggede over mod Nibe, så de skaldede bakker nordøst for byen, og fik idéen til at beplante bakkerne.
Hvorfor han allerede i sin ungdom havde en drøm om at beplante og forskønne området, ved vi ikke. Som fiskersøn var det måske ikke det mest nærliggende, men han vidste, at i Nibe blomstrede sildeeventyret. Det fik han en kæmpe formue ud af.
Men vi skylder han en stor tak for drømmen, og at han udførte den.

Han flyttede til Nibe i 1803 og boede på en gård i Søndergade 1 med længer ned ad Priorgade og Kildegade. Han blev en meget holden købmand i begyndelsen af 1800-tallet inden sildeeventyret sluttede brat i 1829.
I 1820 påbegyndte han at beplante anlægget i Nørregade. Dengang var der kun få huse ud ad Nørregade, så det lå lidt udenfor byen.
I dag kalder vi det for "Anlægget". Det har også gået under "Søren Nielsens Anlæg" og "Nordre Anlæg", for i Søndergade, nedenfor vores nu nedrevne sygehus, lå "Søndre Anlæg".
Det blev skabt af bundtmager Peder Nielsen, der boede yderst i Søndergade. I 70'erne ville vi børn, en snedækket dag som i dag, have brugt en del timer på at kælke ned af bakken der.

Søren Nielsen nåede desværre ikke at se træerne gro op, inden han døde i 1839, kun 60 år gammel. Kommunen overtager Anlægget i 1846, og som fattig kommune bruges der ikke mange penge på at færdiggøre det.
Heldigvis kommer en anden af byens borgere og velgørere kommunen til undsætning. Apoteker Annæus Nielsen fortsætter med at forskønne anlægget med springvand og skulpturer fra omkring 1875.
Det yderste stykke, sikkert omkring vandværket, har der været beplantet så smukt, at det blev kaldt en botanisk have. Det kan godt være lidt svært at forestille sig i dag.
I 1919 blev han æresborger i Nibe for hans utrættelige arbejde med at forskønne byen. Der står stadig en stor mindestøtte i anlægget over Annæus Nielsen, mens der desværre kun er en mindre sten over Søren Nielsens drøm.
Udover at have været et smukt sted at nyde sin aftensgåtur blev anlægget fx også brugt til at afholde byens årlige Grundlovsfest, indtil den flyttede op i Skal.

Mange af os bærer minder med fra Anlægget. Fra barndommens tid hvor vi legede cowboyer og indianere, klatrede i træerne og “kampene” mellem Enggårdens drenge mod Bakkebo ditto til Stafet for livet hvor vi går, løber og ikke mindst mindes de kære vi har mistet.

Måske kunne købstadsjubilæumsåret 2027 være en god anledning til at få Anlægget til at fremstå som for 100 år siden med springvand, kunst, blomster og skønne dufte.

Vandværket blev opført i 1931 og "Grotten" blev i 1932-33 af gartner Aage Bruus.

NIBE-skrænten
I 1948 fik gartner Aage Bruus idéen til NIBE på skrænten nedenfor Skal Plantage. De fire bogstaver blev plantet i østrisk fyr.
Måske han blev inspireret af HOLLYWOOD bogstaverne, der er fra 1923. Lige så berømte er Nibe bogstaverne vist ikke, men smukke er de alligevel der på skråningen.

Skal Plantage
I dag danner plantagen rammerne for Nibe Festival. Men vi skal ikke mange år tilbage i tiden, før området fremstod som en gold hede uden et eneste træ. Den første beplantning begyndte i 1865.
Hedeselskabet under Dalgas fortsatte dette arbejde med at beplante området med gran og bjergfyr i 1875, og fulgte op med løvtræer i 1918.

Kommunen opførte en lille træpavillon i 1875, som blev forpagtet ud til en af byens restauratører. Plantagen og Pavillonen var i gamle dage yndede udflugtsmål for skoler og virksomheder fra en stor del af Nordjylland.
Og selvfølgelig også for os nibenitter. Ringriderfest, 1. maj fester, grundlovsfester og et utal af baller i pavillonen har givet sommeren masser af fest der.

Fra Aalborg kunne man komme sejlende dertil eller ta' toget og hoppe af ved trinbrættet nedenfor Hønsetrapperne.

Skal-Pavillonen har også gået under navnet "Sommerlyst".

Hestepladsen har navn efter, at det var der, man "parkerede" sine heste, hvor de kunne græsse, mens man fik en kop kaffe og et stykke lagkage i "Sommerlyst", og måske også en svingom i den overdækkede estade til tonerne af tidens musik.

21/12/2025

Så blev det 4. søndag i advent, og vi har årets korteste dag.

I gamle dage, dvs. for 1000 år siden, var advent en tid, hvor man skulle faste og forberede sig til fejringen af Jesu fødsel. Samtidig markerede 1. søndag i advent kirkeårets begyndelse. I dag har vi nærmest vendt det hele på hovedet. Faste i julemåneden? Nej vel.

December er lig med minder fra ens barndom. Jul er også lig med kirke og traditioner. Og da far var dreng også lig is på fjorden, sne i meterhøje driver og vi lyttede til radioen for at høre, om vi havde snefri fra skolen og i stedet kunne kælke ned af bakken i Anlægget.

Men traditionen med kirken som midtpunkt, står heldigvis for mange stadig stærkt ligesom fjernsynets julefilm og radioens julesange. Ikke mindst kirkens julegudstjeneste juleaftensdag, er for mange højdepunktet i julen. Smukt og højtideligt. Og giver tid og rum til eftertanker, alt imens der lyttes til prædiken og smukke sange.

Jeg havde her for et par måneder siden fornøjelsen af at få et noget andet indblik i Nibe Kirke. Kirken som man typisk besøger til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Men jeg mindes dog med glæde når vi, den sidste dag i skolen før vi gik på juleferie, altid gik til kirken i samlet trop. Den sidste dag på skolen var hyggelig med lidt slik hjemmefra og ikke mindst oplæsning af et lille juleeventyr i skæret af et stearinlys i en klump ler og et stykke gran, vi havde lavet til formning. Kunne man være heldig i kirken at sidde oppe på balkonen med udsigt ud over hele forsamlingen, var det fedt. Engang var balkonen, eller pulpituret som det rettelig hedder, dobbelt så bredt og udstyret med loger som i Det Kgl. Teater.

Nibe Kirke har 3 kirkeskibe. Men et af dem er helt unikt. Det helt specielle og meget flotte kirkeskib, som ingen anden kirke har, er nemlig Sildekågen fra 1703.

Et andet flot artefakt er Nibe Kirkes Alterkalk. At stå med den i hånden var næsten som at være Indiana Jones, hvor han leder efter Den Hellige Gral – det bæger, som blev brugt af Jesus ved Den Sidste Nadver. Gralen kunne helbrede sygdomme og give evigt liv. Den Hellige Gral stod jeg dog ikke med, men det er alligevel et stykke historie, der er næsten 600 år.

På min rundvisning i kirken fik jeg et kig ind over de hvide hvælvinger, vi normalt ser nedefra. Loftrummet med egetræsbjælker fra dengang kirken blev bygget fra omkring 1439. I starten et lille simpelt byggeri, bygget på den tidligere fjordbund, men ret hurtigt blev kirken bygget færdig i 1507, til det vi ser den dag i dag.

Mange af Nibes gamle huse og gårde er for længst revet ned. Men kirken får da lov til at bestå. Brug en times tid en dag og gå på opdagelse i vores smukke gamle kirke.
Kig på de mange smukke vægmalerier af fx Skt. Jørgen og Dragen i sideskibet, af vrængmaskerne eller af grisen, der af vores lokale kunstner Thorvald Odgaard blev transformeret til Nibe Festivalens maskot – Den Lille Fede.
Hvis du går op på pulpituret, altså balkonen, og kigger øverst bag ved orglet, ser du Vor Herre – jeg havde aldrig lagt mærke til, at han sad der og kiggede ud over menigheden. Men der sidder han. I gamle dage slog han på en lille klokke, når tiden var inde.

Læg også mærke til epitafierne. Hvad er det, tænker du nok. Et epitaf er et mindesmærke, og der hænger 4 af i kirken. Et af dem er over et 4 årigt barn Harmand Wulfeldt, der døde i 1661. I mange år stod hans marmorkiste i et gravkammer under tårnet. Apropos det med kister, så var det helt almindeligt, at de fine, og dem der havde råd, blev begravet under kirkens gulv. Det betød naturligvis også, at stanken af død til tider må have været ulidelig inde i kirken til søndagens gudstjeneste.

Vi ønsker Jer en hjertelig og glædelig jul samt godt nytår.

17/12/2025

14/12/2025

Vi siger farvel til et stykke dansk kulturhistorie med udgangen af 2025.

Den første røde postkasse blev, sammen med frimærket, introduceret i 1851. Den 1. januar 2026 er det slt med postkassen i Danmark. Mange er sikkert ligeglade, for det er, med hånden på hjertet, vist også flere år siden, vi sidst har puttet et brev deri.
Men netop i disse dage, i disse juledage, kan jeg ikke lade være med at tænke på dengang, vi skrev et personligt julekort til familie og venner.
Når jeg kom hjem i december, skulle jeg da også lige læse de små julekort med nisser og julelandskaber og de længere breve, om hvad der var sket det forgangne år hos bekendte, der ikke boede i Nibe mere.
Det var hyggeligt og nærværende. Den tid er ovre nu. Om man kan li' det eller ej. Nu kan vi i bedste fald få en sms eller en animeret besked på Messenger. Sød tanke, meeeen det bliver aldrig helt det samme.

For år tilbage lavede man også postkort med motiver af gader og bygninger i mange af Danmarks byer. Og naturligvis også fra Nibe. Postkortene kunne købes hos den lokale boghandel eller på turistkontoret.

Vi har fundet nogle af disse gamle postkort fra Nibe og Omegn og vil gerne dele dem med jer her. Flere følger.