16/08/2026
Jeg fotograferer primært for at skabe billedkunst.
Men det betyder ikke, at jeg ikke fotograferer andre ting. Jeg kan fx. ikke lade være at tage kamera med til musikfestival. Jeg forsøger stadig at ramme noget andet - at billederne er grafisk gennemført. Bl.a. er jeg opmærksom på baggrunden - hvor på scenen har vi en simpel baggrund, og hvor er den distraherende. Der er en glæde, når kunstnernes påklædning bidrager til den stil, fx. Nina Persson fra Cardigans, der træder på scenen iført blå/lilla stribede sæt og de fedeste plateausko. Jeg vidste med det samme, jeg var nødt til at have mindst et skud, der yder skoene ret, og der kommer tydeligt til syne på billed nr. 2.
Processen er væsentlig anderledes end normalt for mig, hvor jeg har al den tid jeg har brug for. Ingen af de billeder her kan planlægges. Øjeblikket opstår og er væk igen før man kan reagere på det. I stedet for arbejder jeg mere på at forudse, hvor der kan opstå et godt billede. Er lyset godt lige nu, er scenen fyldt med røg eller ej, hvordan bevæger kunstneren sig til det enkelte nummere - er der en posering i omkvædet, der måske kommer igen i næste omkvær. Og så skyd løs nu - de dårlige sletter vi i morgen. Jeg har allerede slettet de første 1000 billeder fra festivallen - og skal nok slette 1000 mere.
I starten forsøgte jeg at undgå publikum på billeder, hvor et hoved eller en arm stak ind foran motivet. Men de sidste billeder i serien var resultatet af at gå den stik modsatte vej. I stedet for at publikum på billedet blev en "fejl", gav jeg publikum en central rolle i kompositionen. Dermed fortæller de billederne en anden historie.
Hvor de første billeder i serien fortæller historien om bandet, der spiller, så fortæller de sidste billeder historien om bandet, der spiller foran et publikum.
