Middelfart Byarkiv

16/10/2026

Stemningsbilleder fra det gamle Middelfart 1870-1920 – 3. del
Pluk fra lokale aviser

Hele året igennem spillede færgens ankomst og afgang en stor rolle i bylivet. De rejsende blev befordret med smakken, og posten i en stor båd ”slughals”, der i 25 år førtes af Mads Brødbæk. Hestene førtes i lange rækker gennem Storegade til færgestedet. Hvis strømmen var for hård, måtte overfarten ske fra Kongebro. For at komme over måtte ”Kongebro-Madsen”s hest tit slæbe færgen ind til batterierne.
Ved isgang turde man ikke færge dyrene over om aftenen. Hestene blev da opstaldet i Berthelsens og postgårdens stalde, og køerne blev fordelt over hele byen. Da gik det livligt til den følgende morgen, når man trak de frygtsomme dyr til kanten af isen og anbragte dem i både.
Var Brødbæk komet træt hjem, så kunne det godt hænde at færgekarlen ved midnat bankede på hans dør: ”Mads, der er en ”pottemand , nu må vi over igen, skynd dig før strømmen bliver for hård”. Når dette alligevel var tilfældet fulgte en lang nattevandring gennem den ensomme skov, og så overfarten til Snoghøj Strand, hvorfra kun en lille lygte skinnede gennem den bælgmørke nat.

I 1864 lå Brødbæk med sin færge ved Båring strand. Da der ved en fejltagelse blev skudt på den, råbte han til sine fire småpiger, han havde med sig: ”Dæk jer”, og de lå i skibet, så flade de kunne. Derefter svømmede Brødbæk til stranden for at opklare fejltagelsen.

Ved postens ankomst stod postmesteren i porten til Postgården. Bådene lå klar, færgekarlene havde ved isgang deres isøkser med, medens en toldembedsmand ilede til hjørnehuset, Knorregade 34, for at signalisere.
I 1864 da, Borgerskolen brugtes til lazaret, benyttedes dette hus til skole, medens savmøllen ved siden af tjente som gymnastiksal. I denne var der senere installeret et menageri med den populære ”abe”. Vilhelm.

Fra Knorregade 34 blev der nu med lygter signaliseret til Snoghøj , hvor mange bivogne , der skulle holdes parate , så rejsen straks kunne fortsætte.

En overfart ved isgang kunne være ganske farlig.
Således sad Prins Christian i 1861 fast i isen. Fiskerne på stranden så det og sagde til hinanden:
”Vi kan da ikke være bekendt at lade ham sidde der, vi må se at få ham i land.” Så var det fisker Jacobsen, Kongebrovej 17, der under livsfare bjærgede prinsen. ”Du er en Dannemand ” sagde prinsen til ham, og senere i en tak : ”Jeg har nok hørt at der fandtes dygtige sømænd ved Lillebælt, og i dag har jeg selv oplevet det”

Det kunne hænde, at isen slog en naturlig bro over isen fra kyst til kyst. I 1454 gik en katolsk biskop over bæltet. Begivenheden blev beskrevet som ”et Guds under”. Nytårs dag 1708 fulgte Holberg hans eksempel. Og I 1929 kørte en fragtmand med 3.300 pund lys og 3 heste over bæltet fra Middelfart til Snoghøj.

Færgefarten og postens ankomst interesserede naturligvis ungdommen, og børnene var glade, når de fik lov til at blive oppe til denne begivenhed. Henrykte blev de når en af marsvinsjægerne ved ”Mathisens hjørne ” fortalte en lystig historie som følgende:
”Engang var jeg i København. Der så jeg et meget stort slot. Nogen bankede på ruden og jeg så op. Det var kongen. Han sagde: er det dig gamle rad, kom indenfor og lad os sludre lidt om gamle tider. Vi kom i snak og så siger kongen: ”Skub lidt til vuggen mens min kone henter lidt mad.” Da vi havde spist , sagde kongen: ”Så farvel da, Johan Jørgen, kommer du igen en anden gang?.”

Der var ingen af drengene som ikke troede hvert eneste ord.

Om sommeren stod mange af dem op klokken 3 eller 4 for at fiske. Havde de en sild at stikke på krogen kunne de i løbet af kort tid fange 50-90 torsk.
Med disse hængende på stangen, stod de så ved ”løven” på Fisketorvet og råbte til de forbipasserende madammer.
Var der om aftenen stanget ål, sagde faderen, at dem skulle de sælge inden de gik i skole.

Fra ca. 1500 – 1740 havde Middelfart en latinskole. Den sidste af dens 40 rektorer druknede i 1744.
Ved en provsteret 1736 havde han måttet love, at han med Guds bistand ville vogte sig for drukkenskab. En anden rektor, som senere blev præst ,lagde sit øl i kirketårnet – og en tredje
Hævdede han var den sidste profet
Fra 1740 var der en borgerskole. Som bestyredes af klokker og kordegn, Johan Jørgen Behmann. Undervisningen meddeltes i det gamle rådhus. Grundstenen til det nye rådhus blev nedlagt 1825
af Chr. VIII, der i 1847 var i Middelfart for sidste gang.

Pluk fra lokale aviser, samlet af Paul Elsner m.fl
Foto fra privat samling.

08/10/2026

Stemningsbilleder fra det gamle Middelfart 1870-1920 – 2. del

Også marsvinsjægerne var altid tidligt på færde. Ved ugunstigt fiskevejr samledes de ved ”Mathiesens Hjørne”, Brogade 9. Her boede den kongelige færgemand Mathisen, her var udhængt en trætavle med taksterne for overfarten, og her fik passagererne deres billetter. Fra dette hjørne kunne marsvinsjægerne overse hele deres lille samfund. Foran dem lå søfarerhelgenens St. Nicolas Kirke, som havde vakt digterne Molbech og Blichers beundring, da de i 1813 og 1843 besøgte marsvinsbyen. Her, hvor der før reformationen var 7 altre, havde de indtil 1845 deres egen ligbåre med påmalede roser , og 7 stole under orgelet. Her havde de, stolte over deres tusindårige vedtægter, den 24 februar 1845 højtideligt ophængt skibet ”Neptun” under kirkens hvælvinger, De havde selv bygger det i Jens Jensens gæstestue, Brogade 5 og havde nedlagt en seddel i lasten med deres navne. Det var så prægtigt at drengene, når de kom i kirken, ikke tænkte på præst eller degn, men kun på skibet.
På Brogade lå deres oldermands, Henner Friisers hus
Et lille Middelfarter-skib var blevet opkaldt efter ham, et andet efter hans plejedatter, lille Aase. Her lå fra 60’erne Rasmus Bertelsens beværtning. I gæstestuen stod fire borde med tællelys på og et fint bord med stearin lys i smukke stager, hvor der blev serveret grog. Husets specialitet.
Den aften, da de første petroleumslamper strålede, var der fest hos Rasmus Bertelsen.
Betragtede Jægerne Lillebælts blå flade, tænkte de måske på de tunge pengekatte, som endnu ligger her på bunden af Danmarks dybeste sund, efter at deres ejere, 4 hestehandlere var druknet d. 7. oktober 1815.
Ved Mathisens Hjørne begyndte Vestergade, hvor marsvinene lndtil 1827 blev flæsket på en øde plads og hvor de fattige pillede raderne, for at have fri belysning om vinteren.
Raderne blev derpå kastet ned af skrænten og skyllede væk med næste højvande. Over Vestergade, Knorregade og Smedegade på begge sider af Torvet lå en livlig tranlugt når flæsket, som ikke var solgt til bønderne, smeltedes i jægernes huse .
På langsiden af det trekantede Fisketorv lå kammerherre Adelers kørelade, Knorregade nr.1. Her opstaldedes hans firspand om sommeren og om vinteren hans slæde, hvis heste var fint pyntede med hæklede tæpper ok fjerbuske på panden.

Vel var der 3 eller 4 andre beværtninger på Brogade, hvor hver marsvinsjæger var velkommen, men deres stamlokale var og blev dog ”Løvens ” kælder, hvis vinduer vendte ud mod Fisketorvet. Der var rigtig gemytlig, når de til selvlavet koncert i deres træsko dansede rundt om stolpen i midten, medens jomfru Marie og senere jomfru Anna med store bomuldsforklæder på. Rigtig nydelige og pyntede, skænkede kaffepunch og snaps.

Men ude på Torvet gik det ikke mindre livligt til. Der var vandposten målet for konernes og pigernes vandring. Med åg på skuldrene og altid et lystigt ord på læberne stod de her og sludrede og lo selvom pumpen ikke var i orden, hvad der tit var tilfældet, da der kun fandtes én pumpemager i byen. Så begyndte en munter renden fra den ene af byens 4 pumper til den anden. Godt var det da at der stadig løb to naturlige kilder ved Illum bådebyggeri og ved stranden, hvor Hjulmandshuset stod ind til 70’erne. Vandet fra disse kilder blev gerne benyttet af Vestergades fiskekoner, thi aldrig smagte ærterne mændene bedre, end når de var kogte i vand fra disse kilder.

I 1872 havde ”Tyroler Ferdinand” slået sit telt op på selve Fisketorvet. For 4 Sk. kunne man se ham danse på stylter, og billeder af de ødelæggelser stormen havde forårsaget på øerne. Efter at kunstneren havde tilbragt nogle behagelige timer med marsvinsjægerne i ”Løven” fik de med deres koner fri adgang til nævnte herligheder.
Om foråret, når der strøg en mild luft hen over Fisketorvet, tog byens rebslagere Holst Mortensen og Simonsen deres reb på nakken for at sælge det til bønderne.

Kilde: lokale aviser, teksten samlet af Elsner
Fotos fra Middelfart Lokalarkiv.

04/10/2026

Middelfart Byarkiv bringer de næste 3-4 uger en række små fortællinger og stemningsbilleder fra livet i Middelfart for omkring 150 år siden,
vi lægger ud med et opslag bragt i avisen den 29. dec. 1920 som endnu i dag føles aktuelt.....

Stemningsbilleder fra det gamle Middelfart 1870-1920 - 1
Hvilken stemning lå ikke over fisketorvet, byens oprindelige midtpunkt fra de ældste tider, tilsneet under den grå vinterhimmel. Man hørte ikke vægterens skridt, kun hans stemme tonede gennem den dybe stilhed når han kl.10 sang sin første vægtersang.
Da var der vel kun få oppe endnu i den lille fiskerby. Kun de huse, hvor der blev røget sild hos marsvinsjægerne Ole Jensen og Lindegaard i Vestergade og hos Niels Murer, Kongebrovej 31 -
I baghuset i søndergade nr. 51 hjalp børnene i denne aftenstund skiftevis den flittige moder med at rense og blodsalte sild.(*)

Byens to vægtere fik 400 kroner om året, og en ny mundering hvert fjerde år. Deres tjeneste begyndte klokken 10 og varede til klokken 3 om sommeren - til klokken 5 om vinteren.
Efter deres rundgang hver time var der kun eet sted, hvor de kunne hvile sig lidt; stentrapperne i postgårdens port. En af dem: Lars Severin Carstensen, der med sin sang ligefrem fyldte hele gaden var alle Middelfarters ven . Hans fader havde været så stærk at han kunne løfte en hest. Både faderen og bedstefaderen havde allerede tilhørt vægterstanden efter at brandretten i 1758 havde befalet at byen skulle have to vægtere.
”Herre gud lille børn, gå nu hjem” sagde han, når han traf støjende natsværmere, og så gik de.
Hvor var hans stemme mild, når han tidligt om morgenen vækkede konerne i de familier, som røg sild.:
” Er de nu vågen, lille De? Vejret er så dejlig i dag,,” vedblev han, indtil et søvnigt lys skinnede bag rudernes grønne rullegardiner.
Nu begyndte den utrættelige husmoders arbejde. Foran den åbne skorsten med 10-12 sildespyd blev sildene røget efter alle kunstens regler. Ilden dæmpedes med savsmuld og en dråbe vand for at halerne ikke skulle falde af. Varme, røgede sild kunne man ikke undvære til sin frokost i Middelfart.
Om dagen savede Carstensen brænde i gårdene eller foran husene på et højt, selvlavet stillads. Altid i godt humør passede han også samvittighedsfuldt sine tranlamper, udrustet med en stige og en stor kande med tud på. Han døde som en soldat på sin post foran huset, Grønnegade 2. Hans sidste ord havde været: ” Hent Jens”.
Reservevægter Jens Gamborg blev nu antaget som fast vægter, også han havde en smuk stemme, så børnene nødig ville i seng før de havde hørt hans første sang. Unge piger stod lyttende i vinduerne og man sagde til madam Gamborg : ”Det er så kønt at høre, når Deres mand synger”.
Gamborg trommede også bekendtgørelser ud , em gang trommede han til rigsdagsvalg: da spurgte en typograf ham : ”Hvem vil du stemme på, Jens” ? ”Jeg tror, jeg vil stemme på mig selv”
Om aftenen stod der i avisen : ”Den kommunale trommeslager var på benene hele dagen og udtrommede snart den ene, snart den anden kandidat. Da man spurgte ham, på hvem vil du stemme ? svarede han: ”Jeg tror jeg vil stemme på mig selv”. ...Det er de fornuftigste ord, der er sagt i hele valgkampen.

Gamborg var den første som opdagede nymølles brand i 1897. Han styrtede hjem, rev trommen, som hang over sengen, ned, og trommede så middelfarterne fløj op. Brandværnet bestod dengang af 20 frivillige og var ulønnet. De fleste var ansatte på Hess og del af dem foretrak at forblive ved arbejdet frem for
at bekæmpe ildebrand. Brandsprøjte blev hentet på brandstationen på Bjergbanken, vand blev hentet ved pumpen på torvet.
Nymølle brændte helt ned til grunden og episoden gav anledning til at etablere et nyt brandkorps med en fast stab af ansatte.

(*) Blodsaltede sild er ferske sild, der er vendt og drysset grundigt med groft salt for at trække blod og urenheder ud af fisken. Det er det første vigtige trin i klargøringen af sild før egentlig saltning eller modning.

Tekst: lokale aviser samlet af Paul Elsner, "x" m.fl.
foto Byarkivet :Middelfart Torv med vandpumpen og sprøjtehuset, der blev revet ned i 1896
Brandstationen, Jernbanegade bag Hess' fabrik.

24/09/2026

Et eksplosivt 100 års jubilæum.
Den 4. januar 1899 kunne Middelfart apotek markere 100 året for den første bevilling. Dagen fik nok et noget mere dramatisk forløb, end man havde forudset. Denne dag var kandidat Søding i laboratoriet i gang med at blande kloræthyl. Et arbejde som blev fulgt med interesse af apoteker Permins voksne datter og knap 10 årige søn. Pludselig udviklede situationen sig dramatisk, da kolben gik itu, og indholdet blev antændt. Alle de tilstedeværende blev ramt. Apotekerens datter slap dog uskadt. Kandidat Søding fik brændt sine klæder og forbrændinger på hænderne. Værst gik det ud over apotekerens søn, da ilden fik fat i hans klæder. Man søgte først at bekæmpe ilden ved at trille ham rundt i gården. Det lykkedes dog først at få bugt med ilden, da han blev stillet under vandposten og overskyllet. Man kunne nu konstatere, at han havde fået stærke forbrændinger i ansigtet.

Når man i 1899 kunne markere apotekets 100 års jubilæum skyldtes det, at Hans Christian Tscherning den 4. januar 1799 fik bevilling til at drive et apotek i Middelfart og til at have en provisor i Bogense.
I sin ansøgning fra den 9. juli 1798 pegede Tscherning på, at det kunne være kostbart og vanskeligt på grund af vind og vejr at opsøge et af de nærmeste apoteker i Fredericia, Assens, Odense eller Kolding. Alle disse byer havde gennem en længere årrække haft eget apotek, men ikke Nordvestfyn.
Før kancelliet kunne meddele bevillingen, havde man indhentet udtalelser fra Middelfart og Bogense. Byfoged Sommer i Middelfart og kirurg Wittaseck anbefalede, at der blev givet bevilling til at drive et apotek. Byfoged Bang og de eligerede borgere*) i Bogense var derimod afvisende overfor oprettelsen af nogen form for apotek. Bogense var jo en lille by uden egen læge, og i øvrigt havde byfogeden, der havde været apotekerdreng og -svend, igennem de seneste 9 år forsynet byen med medikamenter. Det så man ikke nogen grund til at lave om på. I sin indstilling gjorde det Medicinske Collegium dog opmærksom på, at byfogeden var "ubeføjet til at dispensere medikamenter".

Den 4. januar 1799 udstedte kancelliet den ønskede bevilling på et apotek i Middelfart og på, at Tscherning måtte holde en provisor i Bogense. Inden bevillingen var nået frem til Tscherning, havde han den 5. januar 1799 skrevet en rykker til kancelliet, hvor han bad om et hurtigt svar.
Hans Christian Tscherning blev født i 1765 som søn af apotekeren i Vejle. Fra 1792 og 5 år frem var han discipel på apoteket i Fredericia. Derefter var han et halvt år hos kommercekonsulent Wiborg i Fredericia, hvor han fik lov til at benytte dennes bøger om kemi. Den farmaceutiske eksamen kom i hus i 1798, da han fremstillede sig for de lærde på Københavns Universitet.
Under opholdet hos Wiborg var kemien mellem Tscherning og husets dengang 15 årige datter Maria Sophie Wiborg tilsyneladende også god. Parret blev viet i Fredericia sommeren 1800.
Med eksamen og bevilling på plads kunne han tage fat på sit virke i Middelfart. I de første år havde han ophold i en ejendom, som postmester Jens Brandt ejede på sydsiden af Algade, hvor nr. 28-30 ligger i dag. I 1809 blev Tscherning herre i eget hus, da han købte et hus på 10 fag af løjtnant Bretteville, hvor Algade 63 ligger i dag. Her lå apoteket, indtil apoteker Schondell købte Algade 36 i midten af 1840erne. Denne ejendom husede Middelfart Apotek indtil 2014, hvor apoteket flyttede til Jernbanegade.
Det tog lidt længere tid at komme i gang i Bogense. Først i 1804 kunne Tscherning offentliggøre, at han nu kunne betjene borgerne i Bogense.
At et apotek på det tidspunkt kunne være andet og mere end et udsalg af medikamenter, fremgår af Tschernings annonce i Ribe Stifts Adresse-Aviser. Annoncen opregnede en del af apotekets varesortiment »alle Slags Liqueurer af fransk Spiritus, alle Sorter Specerier, Chocolade med Krydderier til 3, 4, 6 og 9 Mk. Pundet«, »syltede Cappers Glasset 5 Mk., Chinesisk Soya 6 Mk. Flasken, adskillige Sorter fiine lugtende Vande i glasviis, gode friske Citroner, extra god Citronsaft i hele og halve Flasker, syltede Frugter saasom Kirsebær, Hybner, Valnødder etc.«

Hans Christian Tscherning døde 1821. I den forbindelse skrev en madam Rasmussen til Simonsen på Bubbelgård: "Apothekeren i Middelfart er død til megen glæde for enhver, som skulde kjøbe der, ja og for hans familie, dem han ofte tyrraniserede". Ikke det bedste skudsmål. Enken drev sammen med sønnen apoteket indtil 1826, samme år som hun giftede sig med forpagter Schmidt på Tybrind.

Tscherning var ikke den første, der ansøgte om at drive apotek i Middelfart. I 1748 havde Nicolai Gold, provisor på Assens Apotek, søgt om bevilling. Også han vil have et bredere varesortiment til sine kunder. Han ønskede at sælge vin, krydderier “og anden smaa Kram”, samt have ret til at give rejsende logi og forsyne dem med mad og drikke. Kancelliet afviste ansøgningen, da byen var lille, og da der var et udmærket apotek i Fredericia. Desuden antydede man i afslaget, at ansøgningen kun var et skalkeskjul for at holde værtshus.

*) Eligerede borgere - et udvalg af borgere i danske købstæder i 1700- og 1800-tallet, som magistraten eller byfogeden skulle rådføre sig med i kommunale sager. I 1787 fik de eligerede borgere medbestemmelsesret over bl.a. byens indtægter, udgifter og faste ejendomme. Kilde: lex.dk.

Caspar Ernst Hartmann Sommer (1767-1821), cand.theol. 1788, cand.jur 1793, byfoged i Middelfart 1796-1821
Johan Carl Ludvig Wittaseck (1764-1809). 1791-97 kirurg i Romsdalen, 1797-1802 i Middelfart, derefter i Nysted.
Niels Thygesen Bang (1752-1812) byfoged i Bogense 1789-1807.

Kilder:
Fynske registre 1798-99
Koncepter og indlæg til Fynske og smålandske registre 1798-99
Danske Kancelli Supplikker 1748
Middelfart Byfoged: Skøde- og panteprotokol
Wads sedler
Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Aviser 22.4.1800
E. Dam: De danske Apotekers Historie. Bind 2. 1928
Billeder: Middelfart Byarkiv B7216 og B11443

17/09/2026

“Der er ikke blevet stukket nogen Ting under Stolen.” (4)
Ordene faldt i Folketinget den 1. februar 1893. Justitsminister Nellemann følte sig foranlediget til at reagere på nogle kritiske kommentarer fra folketingsmedlemmet Edvard Brandes i forbindelse med 1. behandlingen om en udvidelse af sindssygeanstalten i Middelfart. Brandes havde udtalt “at det den Gang (1884) blev paastaaet af den ærede Justitsminister, at den Vandforsyning, man da fik ordnet, skulde være tilstrækkelig, ogsaa naar Anstalten blev udvidet”.
Baggrunden for ordvekslingen var, at de boringer, som var etableret i 1883 ikke længere kunne levere tilstrækkeligt vand til hospitalet og slet ikke, når anstalten skulle udvides fra 400 til 700 patienter. De gamle boringer kunne kun levere 800 tdr. vand i døgnet, og behovet ville nu blive 2400-3000 tdr. vand pr. døgn. Der var altså akut behov for mere vand til anstalten. Derfor havde man iværksat undersøgelser af, hvilke muligheder der var for at skaffe den nødvendige mængde vand i hospitalets “nærhed”. Man søgte især efter steder, hvor man havde erfaring med, at der var rigeligt med frisk vand. Et sådant område havde man fundet ved Skærbækmølle på et areal ejet af Basse Fønss på Hindsgavl.
Stadsingeniør Jochimsen havde, som det fremgår af udvalgsbetænkningen, allerede før lovens vedtagelse udarbejdet en plan for værket.

På arealet skulle der ifølge planen etableres et vandværk, 2 filterapparater, 2 vandbeholdere, et maskinhus, samt en bolig til maskinmesteren og hans medhjælpere. Fra vandværket skulle vandet gennem en 10,500 fod (ca. 3,2 km) lang ledning føres til Sindssygeanstalten, hvor der skulle etableres et vandtårn, hvorfra vandet ved tryk kunne sendes ud og op i de forskellige bygninger.
“Lov om udvidelse af anstalten i Middelfart” blev vedtaget enstemmigt i begge ting i april 1893. Loven, som var yderst kortfattet (3 paragraffer), indeholdt i paragraf 2 en bemyndigelse til justitsministeren til at erhverve det nødvendige areal til et vandværk ved ekspropriation. Under 1. behandlingen udtalte justitsministeren, “at jeg vil have en Ekspropriationsbeføjelse for ikke at være fuldstændig prisgiven de paagældende med Hensyn til, hvad de ville have for deres Ejendom”.
Selvfølgelig endte det som forventet - med en ekspropriationssag
Den 7. november 1894 bad direktionen for sindssygeanstalten om, at der med henblik på en ekspropriation måtte blive udmeldt vurderingsmænd - “da mindelig overenskomst ikke har været at opnaa med Stamhusbesidder Kammerherre, Hofjægermester N. Basse Fønss”
Efter åsted- og vurderingsforretningen i januar 1895 erklærede både repræsentanten for Sindssygeanstalten, kammerherren og fæsterne, hvis jord blev berørt af anlægget, indforståede med resultatet. Jorden kunne nu udskilles og erhverves af sindssygeanstalten, som endelig kunne etablere det ventede og nødvendige vandværk.

Selve vandværket er borte nu. På billedet kan man se, at vandværksbygningen i sin byggestil fulgte stilen fra selve sindssygeanstalten. Makinmesterens bolig eksisterer fortsat på Kilden.

Personer:
Johannes Nellemann, (1831-1906). Professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet 1859-1875. Justitsminister 1875-1896. Derefter nationalbankdirektør.
Theodor Christian Jochimsen (1838-1906). Stadsingeniør i Odense 1869-1888 og i Frederiksberg Kommune 1888-1904.
Billeder:
Luftfoto: Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kgl. Bibliotek.
Sindssygeanstalten med Vandtårnet. Middelfart Byarkiv B2232
Annoncer: Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13.4. 1895
Kilder:
Folketingstidende div. årgange.
Middelfart Avis, Middelfart Venstreblad, med flere dagblade.

10/09/2026

“Han synes nu engang ikke at have nogen Lyst til Middelfart”. (3)
I februar 1883 rejste arkitekt Vilhelm V. Petersen og lægen Carl Georg Gædeken rundt for at besigtige mulighederne for at anlægge en anstalt ved Lillebælt. De lagde også vejen forbi Middelfart, men rejste hurtigt videre for at undersøge de øvrige muligheder. Konklusionen på deres arbejde blev: Mulighederne ved Fredericia, Assens og Nyborg var ikke velegnede, Faaborg kunne til nød bruges, men pladserne ved Snoghøj og Svendborg var velegnede.
Middelfart kommune gav imidlertid ikke op, men borede videre. Resultatet var tilsyneladende positivt. Vandinspektør Poulsen måtte erkende, at den ny brønd kunne give omtrent 1080 tdr. vand i døgnet, men han tvivlede på, at det ville vare ved. Han anbefalede derfor, at man pumpede kontinuerligt 100 dage. Selv om det lykkedes at pumpe i 100 dage, tvivlede Poulsen dog stadig på, om det ville vare ved. – Der blev altid en tvivl tilbage. Avisen konkluderede, at ”han synes nu engang ikke at have nogen Lyst til Middelfart”. Avisen mente efter at have oplevet forløbet af vandundersøgelsen, at man ”ikke skal have en altfor ubetinget Tillid til ”Regeringens Sagkyndige”. Dette turde rimelig gjælde i flere Retninger end denne”.
Da prøveboringerne ophørte i august efter de 100 dage, mente avisen, at det nu var godtgjort, at der var rigeligt vand af god kvalitet. Så sagen burde være klar, men nej - resultatet tilfredsstillede ikke de sagkyndige. Sidst på året 1883 blev der foretaget en ny boring på arealet syd for byen, men i god afstand til den tidligere boring. Resultatet var denne gang tilfredsstillende, da brønden kunne give ”ca. 850 Tdr. af god Beskaffenhed”. Endelig var vejen banet for etablering af en anstalt i Middelfart.
Justitsministeren fremsatte 1. marts 1884 ”Forslag til Lov om Udgifter ved Sindssygevæsenet og om Oprettelse af en Anstalt for Sindssyge i Fyn”. Af forslagets paragraf 5 fremgik det, at anstalten skulle placeres i omegnen af Middelfart. Under debatten i Folketinget nævntes placeringen af anstalten i Middelfart kun i en parentes i en omfattende debat om finansieringen af sindssygevæsenet.
Vejen var endelig banet for at realisere planen om en sindssygeanstalt i Middelfart.
I løbet af efteråret 1884 blev spaderne sat i jorden. Byggeprocessen skred frem, og i 1888 var man klar til at modtage de første patienter. Lørdag den 14. juli 1888 ankom de første patienter med vogn fra Odense.
Alting syntes nu at være i orden.
Der viste sig dog et lille problem, da anstalten havde fungeret i knap et år. I de første 10 måneder havde anstalten 1000-1200 tdr. vand til rådighed i døgnet, men i maj faldt det til 506 tdr. i døgnet. Der var nu ingen anden udvej end at etablere en ny brønd og udbedre den gamle. I finansåret 1888/89 figurerede der derfor i tillægsbevillingsloven en post på 12.000 kr. til at etablere en bedre vandforsyning.
Mon vandforsyningen til anstalten endelig var fremtidssikret ?

Personer:
Carl Georg Gædeken (1832-1900 ). Læge og professor. Reservelæge ved Aarhus Sindssygeanstalt (1857-1867), overlæge ved 6. afdeling ved Kommunehospitalet 1875-1888.
Vilhelm Petersen, (1830-1913), arkitekt. Står ud over opførelsen af Middelfart Sindssygeanstalt bag en lang række offentlige bygninger.
Foto: Middelfart Byarkiv B2105 og B3316

07/09/2026

Bliv medlem i Middelfart Museumsforening

Bliv medlem for 150 kr. om året og støt lokalhistorien.

03/09/2026

Sjusket arbejde. (2)
I slutningen af marts 1881 gjorde justitsministeriet i en henvendelse til finansudvalget status på situationen om en kommende sindssygeanstalt. Sundhedskollegiet havde henstillet til ministeriet, at man nu søgte en bevilling til køb af en grund, inden man kunne gå i gang med at udfærdige tegninger til en ny institution. Grunden burde ifølge kollegiets opfattelse være omkring 30 tdr. land, beliggende ved Lillebælt på Fyn eller i Jylland, tæt ved kysten og med kort afstand til en købstad med jernbaneforbindelse. Grunden skulle også byde på de bedste hygiejniske forhold med hensyn til jordbund, læ, drikkevand osv. Sundhedskollegiet ønskede også, at der i tilknytning til en ny institution skulle være et areal, hvor der kunne drives landbrug som del af terapien. Desuden ønskede man, at der i institutionen skulle ske en adskillelse af akut og kronisk syge.
Justitsministeriet mente ikke, at man kunne efterkomme dette ønske så længe, der ikke var taget en endelig beslutning om udvidelse af de eksisterende institutioner eller opførelse af en ny. Ministeriet ville dog søge penge til, at en arkitekt og en læge kunne tage på studiebesøg for at gøre sig bekendt med indretningen på de nyere kuranstalter.

Over et år senere, i sommeren 1882 havde ministeriets 2 sagkyndige foretaget undersøgelser med henblik på placeringen af en kommende anstalt. I vandinspektør Poulsens erklæring fra 25. november 1882 fastslog han, at det ”på ingen Maade vilde være muligt at skaffe den nødvendige vandforsyning” i Middelfart. På denne baggrund konkluderede ministeriet i kommentarer til lovforslaget, fremsat december 1882, om etablering af en ny anstalt, at man måtte opgive den ellers velegnede plads syd for Middelfart.
Lovforslaget udløste en kritisk reaktion i Middelfart Avis. Avisen mente, at de undersøgelser, som ministeriet havde ladet foretage, var gennemført med ”utilstrækkelige Redskaber og selve Arbeidet foregaaet paa en Maade, der saa ud til at være blot for at faa tiden til at gaa”. Man mente kort sagt at der var sjusket med undersøgelserne. Avisen opfordrede derfor byrådet til for kommunens regning at foretage boringer, som efter avisens opfattelse helt sikkert ville medføre, at man fandt tilstrækkeligt vand. Byrådet handlede nu hurtigt. Allerede 9. januar begyndte borearbejdet. I denne fase synes byrådsmedlem manufakturhandler J.R. Larsen at have været en af de drivende kræfter, som søgte at påvirke beslutningstagerne og fremme Middelfarts muligheder. J. R. Larsen skrev bl.a. 12. november til arkitekt Petersen om sagen. I sit svar kunne arkitekten oplyse, at han allerede havde fået til opgave at tage til Fyn for at finde en anden plads, “Vi holder mest af Middelfart, men sørg for at skaffe Vand”.
Avisens omtale af de officielle undersøgelsers ”seriøsitet” gav også genlyd ved behandlingen af lovforslaget den 12. januar 1883. Et folketingsmedlem refererede avisens kritik, og et andet medlem ønskede dokumentation for, hvordan undersøgelserne var gennemført. Justitsministeren medgav, at de sagkyndiges rapport havde været meget kortfattet. Men uden vand, ingen anstalt. Ministeren kunne i øvrigt meddele, at han netop samme dag havde haft besøg af en deputation fra Middelfart Byråd, som havde gjort rede for kommunens undersøgelse. Han kunne kun støtte kommunens fortsatte forsøg på at finde vand.
Efter en relativ kort 1. behandling i Folketinget henvistes forslaget til finansudvalget , hvorfra det aldrig senere vendte tilbage.
Nu da Middelfart tilsyneladende var opgivet, vejrede nogle af de andre interesserede købstæder morgenluft. Kort efter meldte Faaborg sig på banen. Fredericias kandidatur blev endog fremført af egnens repræsentant fra Folketingets talerstol.
Vejen forekom fortsat lang. Middelfart syntes dømt ude.

Personer:
Vigfus Emmanuel Poulsen (1826-1884). Fra 1860 Vandinspektør ved Københavns Vandvæsen.
Vilhelm Petersen, (1830-1913), arkitekt. Står ud over opførelsen af Middelfart Sindssygeanstalt bag en lang række offentlige bygninger.
Foto af J. R. Larsen i Middelfart Byarkiv B4067