Hvad er åbningstiderne?

Tirsdag 10:00 - 14:00 Torsdag 10:00 - 14:00

http://www.middelfart-museum.dk/byarkiv

Middelfart Byarkiv, Algade 8/gennem smøgen ved Algade nr, 10, Middelfart (2026)

20/08/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
På lapidariet lige indenfor lågen til Middelfart Vestre Kirkegård står gravsten fra nedlagte gravsteder.
En gravsten er sat her over familien Honoré, der har haft sit virke i byen. Dette afsnit er en afslutning på fortællingen i sidste uge.

Mere om Peter Daniel Honoré og familien
P.D. Honoré (1882-1952), der var søn af avlsbruger J.P. Honoré, overtog Søndergade 9 i 1910, da faderen døde.
Peter Daniel Honoré var også avlsbruger, men familien solgte jorderne fra – det meste blev solgt til byggeriet af Sindssygehospitalet og det sidste ved Teglgårdsvej.
P.D. Honoré drev derefter udelukkende vognmandsforretning; først med en landauer forspændt heste, og siden 1922 automobiler, hvor han fik kørekort og købte den første bil – en Nash.
Det meste af tiden havde han to biler, undtagen under besættelsen, hvor den ene kørte med gasgenerator og den anden var klodset op. Han fik jævnlig kontrolbesøg af besættelsesmagten, der skulle påse, at det passede. Han havde samme chauffør alle årene.
Af biler havde Honoré gennem årene omtalte Nash, en Ford V8 (- der kostede en formue på godt 9000 kr i 1937) samt en Chevrolet.
I 1944 fik han tilladelse til en droskeholdeplads ved Middelfart Banegård og havde i 1945 fået benzinnævnets tilladelse til at køre for Sindssygehospitalet.
Peter Daniel Honoré døde i 1952.
Hustruen Erna var i alle årene et samlende midtpunkt for familie og venner. Hun var datter af bageren Kaster Pedersen og havde adopteret Eiler, sin brorsøn. Hun var væver.
Erna har skænket mange familiebilleder til Middelfart Byarkiv.
På Søndergade 9 (og i Algade 12) er en kanonkugle indmuret til minde om tyskernes voldsomme bombardement af byen i 1848, hvor granater og kanonkugler regnede ned over byen og satte flere huse i brand.
I baggården havde Honoré baghus med stald, værksted og garage. Det er revet ned, og en selvstændig bolig/lejlighed med indgang gennem porten er bygget på stedet.

Litt.: Arkivalier skænket af slægtning. Middelfart Byarkiv:
Gl. matrikelkort, ca.1780, m. indtegnede matrikler, der har tilhørt familien Honoré. (De røde indtegninger er lavet af slægtningen og er ikke autoriserede) Middelfart Byarkiv
B15235: Dagligstuen hos familien Honoré
B15374: Erna i midten med familie, svigerinden Gudrun kaldet 'Faster Gulle' til venstre
B8596: Honorés bil i baggården
B15377: Honorés bil ved kongeskibet i 1927
B3634: Billede af Landauer med lokalt postbud
Alle billeder er fra Middelfart Byarkiv

13/08/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
Indenfor lågen ved Kongebrovej står nogle gravsten. De har stået på gravsteder, der er nedlagt, men stenene er nu anbragt i deres eget anlæg – et lapidarium. Dette er den sidste artikel om en af disse gravsten.
Denne gravsten er som Gimbels sat over en familie, der har haft sit virke i byen.

Familien Honoré:
På gravstenen står: 'Avlsbruger J.P. Honoré's familiegravsted'
Familien Honoré tilhørte de fransk-reformerte huegenotter, der kom til Fredericia omkring 1720 for at dyrke tobak. De blev hentet af kong Frederik d. 4., der ønskede at befolke den nye by med 'flittige og hæderlige folk'. Her fik de religionsfrihed og toldfrihed for tobakken i 20 år samt andre privilegier. I Fredericia viser mange efternavne, at der stadig findes efterkommere af de fransk-reformerte: Devantier, Honoré, Dupont, le Févre, Deleuran m.fl.. Fredericia fik ry som 'religiøs fristad', idet også mange katolikker og jøder bosatte sig i byen.
Væver Mathias Pedersen Honoré flyttede til Middelfart som ung. Her lavede han sit mesterstykke og fik borgerskab i 1838. Han boede i Knorregade, og hans søn Hans.M. Honoré blev tobaksspinder i Algade.
Skræddermester Daniel Peter Honoré (1818-1868) fik sønnen Jeppe P.eter Honoré (1849-1910).
J.P. Honoré fik 7 børn med sin kone Larsine, og de var bosat i Søndergade 9. Denne adresse var i de følgende mange år hjem og arbejdsplads for flere generationer af familien.
Jeppe Peter Honoré, som ses bagerst på familiebilledet B5850, var avlsbruger. En avlsbruger er en landmand med marker udenfor bygrænsen, men med bygninger i selve byen.
Af de 7 børn var der fem døtre – de fire rejste til København ligesom den yngste dreng Karl , og en datter rejste til Ribe, men den ældste søn. Peter Daniel (1882-1952) gik i sin fars fodspor og blev avlsbruger. Han blev boende i Søndergade 9 og blev gift med Erna Pedersen, datter af en lokal bager. De adopterede Eiler Kaster Pedersen, en lille dreng i Ernas familie.
P.D. Honoré fik også vognmandsforretning i Søndergade. Han kom til at følge med udviklingen fra hestevogn til biler. På Middelfart Byarkivs billeder kan man se både hestevogn med passagerer og hans landauer.
(Afsluttes næste torsdag)

Litt.: Lisbeth Vognsen: Hvad hånden former...
B5850: Familien Honoré J.P. Honoré sidder yderst til venstre. Sønnen Peter Daniel øverst i midten. Hustruen Larsine sidder i midten omgivet af døtrere og sønnen Karl forrest.
B5854: Portræt af Peter Daniel ca. 1931
B8598: Avlsbrugeren Peter Daniel ca. 1927
B15227: Vognmanden Peter Daniel i vognporten, Søndergade 9ca. 1927
Alle de ovenover nævnte billeder er fra Middelfart Byarkiv
Gravstenen på lapidariet, forfatterens foto

06/08/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
Indenfor lågen ved Kongebrovej står nogle gravsten. De har stået på gravsteder, der er nedlagt, men stenene er nu anbragt i deres eget anlæg – et lapidarium. 2 gange i august kan man læse om to af gravstenene på kirkegården; de er begge (samt en mere) sat over familier, der har virket i byen.

Familien Gimbels to gravsten:
Georg Ulrik Joakim Gimbel og sønner
Georg U.J.Gimbel blev stamfader til den gren af familien, der kom til at præge forretningslivet i Middelfart gennem mange år
Han var født i Rendsborg i 1793 og fik en militær løbebane, bl.a. som oboist ved Fynske Livregiment (dengang i Fredericia). Han var også som soldat med i flere slag på dansk side. For sine tjenester fik han en dannebrogsorden.
Da han senere ved grænsestridighederne forblev tro mod den danske konge, flyttede han til Danmark i 1848 – til sine to sønner i Middelfart.
Sønnen Carl Wilhelm (1826-1879) startede forretning i Østergade 2.
En købmand - P H. Møller - ejede på det tidspunkt Algade 69, men på grund af krig og kornkrise gik han fallit i 1867. Hans omfattende aktiver af ejendomme, varelager og skibsparter blev solgt på auktioner. Det tog ca. 2 år at gøre boet op)*
C.W. Gimbel købte ejendommen og drev købmandsforretning.
Broderen Ludvig Theodor (1845 -1917) havde en boghandel i et andet forretningslokale i bygningen. Som Åge Petersen skrev, var en boghandel dengang 'et ret broget foretagende', hvor der også blev solgt kosmetik og mirakelmidler mod f.eks. tandpine og dårlig mave.
Da Carl Wilhelm døde i 1879, overtog broderen Ludvig Theodor købmandsforretningen.
Tømmerhandelen gjorde han til et selvstændigt foretagende. Dette krævede mere og mere plads, og hans planer om bebyggelse af strandarealet nedenfor gården samt brug af pladsen omkring gården (Nuv. Gimbels Gyde) vakte modstand.
I 1892 udlejede Gimbel købmandsforretningen med kolonial, grovvarer og fajance mm. til sin førstemand P.V.J. Wiboltt. Gimbel havde nu kun tømmerpladsen på havnen og savværk i gyden.
I 1896 købte Wiboltt købmandsgården, især med salg af korn- og foderstoffer og med pakhus på havnen. Da han døde, fik hans førstemand T.M.Toubro administration af gården, der i 1918 blev et interessantselskab. L.T. Gimbel var da død året før.
Navnet 'Gimbel' flyttede ud på Lollandsvej 2 i form af et byggemarked i 1960'erne. Her er nu Stark Superbyg.
Og i 1965 blev den over 200 år gamle gård i Algade 69 nedrevet og gav plads til Middelfart Sparekasse.
De 2 gravsten: Den højeste med korset var sat over stamfaderen G.U. Gimbel, hans hustru og de 2 sønner.
Den mindste sten var sat over sønnernes børn og svigerbørn. En af sønnerne, C.V. Gimbel var ingeniør og arbejdede i Sverige og Argentina. I Kina blev han saltingenør, fik titlen mandarin og navnet Keng Pu Lu. Han boede sine sidste år i Aarslev og havde en stor samling af kinesisk kunst. Han var aktiv i KFUM-spejdernes arbejde.
En anden søn, G.U.J.Gimbel, opkaldt efter farfaderen, døde i Uruguay, kun 26 år gammel.

)* Åge Petersen skrev i 1965 bogen ”Fra den gamle købmandsgård”. I bogen noterer han i detaljer den lange liste af Møllers bo fra ejendomme til lommeknive. Desuden nævnes Møller som en mand med stor betydning for byen, men ramt af tidens kriser.

Litteratur: Åge Petersen: Fra den gamle købmandsgård, 1965
Billeder fra Middelfart Byarkiv: B10453 ca. 1900.Tømmerpladsen
B3305: ca. 1900: Savværk i Gimbels Gyde
BB9420 ca. 1905: Gimbels gård, Algade 69
B21615 ca. 1990: Byggemarked, Lollandsvej 2 (Nu Stark Byggemarked)
Gravsten : C:W: Gimbel, familiegravsten (forfatters foto)
Gravsten: Sønnernes børn og svigerbørn ( -//- )
Der er flere billeder om emnet på Middelfart Byarkiv

25/06/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
Dette er 3. artikel, hvor man kan læse om tre af gravstenene på kirkegården. De står indenfor lågen ved Kongebrovej og er nu anbragt i deres eget anlæg, da gravene er nedlagt. Her kan man mindes personer eller familier, der var kendte i byen.

Malermester Georg Andreas Schwaner og Markusine født Kleisdorf
Stenen , der nu står i lapidariet, er opsat som et minde af børnene.
G.A. Schwaner (1818-1922) havde sin malervirksomhed i Nygade 10 og var en dygtig og respekteret malermester, der havde travlt i værkstedet samt med at føre tilsyn med svende og lærlinge på arbejde rundt om i byen. Han var altid iført jaket (en uformel sort lang frakke
med skøder).
Han var derudover brandinspektør og ledede et fast brandkorps på 5 mand. Til brandøvelser og inspektion var han klædt i en imponerende uniform med tilhørende hjelm, og han var også altid let kendelig på sit store velplejede fuldskæg.
Han modtog Dannebrogsordenen, hvilket ses på stenen ved bogstaverne DBMD og på Byarkivets billeder af ham.
Han modtog også en sølvmedalje for en smuk loftsdekoration.
G.A. Schwaner og hans hustru Markusine fik 6 børn – 2 døtre og 4 sønner.
Georg Teodor (f. 1878) blev maler som sin far og havde værksted i Østergade 37.
Arndt Markus (f.1880) blev stenhugger. Hans virksomhed lå på hjørnet af Østergade og nuv. Viaduktvej (se B2598, Middelfart Byarkiv). Han og hans sønner havde også her et snedkeri.
På byarkiv,dk kan man se mange billeder fra Nygade 10. Billederne vidner om et livligt, musikalsk og kærligt familieliv i det bedre borgerskab. Døtrene blev sikkert opdraget til at blive godt gift, mens sønnerne gik håndværkervejen.

Litt.: Dragsbo og Hansen: Middelfart - fra færgeby til broby
Marie Suhr: Minder fra Middelfart
Billeder fra Middelfart Byarkiv:
B4438: portræt ml. 1920-40
B10707: brandstationen på Jernbanegade ca. 1904
B942: Nygade 10 ved skiltet 1926
B2598: Schwaner jun.'s stenhuggeri ml. 1910-40
Gravstenen på Lapidariet, eget foto

Middelfart Byarkiv holder ferielukket i hele juli måned

GOD SOMMER!

18/06/2026

Liebhaverejendom udbydes.
I dag kan vi hver uge i gratisaviserne se ejendomsmæglernes lovprisninger af de forskellige ejendomme, som de udbyder.
Intet er nyt. I 1799 udbød fysikus Dines Simesen, som på det tidspunkt opholdt sig i Fredericia, sin ejendom i Algade i Middelfart til salg. Ejendommen lå omtrent der, hvor Algade 52 ligger i dag.
Den detaljerede annonce afslørede lovprisende, hvordan en nyopført ejendom o. 1800 var indrettet.

“Et meget smukt Huus i Middelfart No. 60, der ligger paa den reelleste Gade, store Adelgade, for faa Aar siden af nye opbygget, 2 Etager 8 Fag Muur og Bindingsværk, udvendig og indvendig malet med Oliefarve, vel indrettet til en honet Familie, i underste Etage er en Gang paa 1 Fag, som gaaer igiennem hele Huset ud til Gaarden, en Storstue paa 4 Fag til Gaden, en Dagligstue paa 3 Fag til Gaden, et Sovekammer paa 3 Fag til Gaarden, alle med Messinglaase og engelsk Glas i Vinduerne, et Kiøkken paa halvtredie Fag, samt et Spiiskammer paa halvandet Fag til Gaarden; i Kiøkkenet er et Slagbænke-Bord, Vask, Tinrække og et Komfur i Skorstenen, hvorved og kan smeltes Metaler; I anden Etage er en Gang, en Sal til Gaden paa 4 Fag, en dito paa 3 Fag, et Kammer til Gaarden paa 2 Fag, et dito paa 2 Fag, et dito paa 2 Fag og Loftsrum, Gaardsrum indhegnet med Planker og Stakitter, en Pumpe i Gaarden med meget got Vand, et Udhuus paa 3 Fag og Loftsrum m. v.; til Gaarden kan og følge 6 Brandspande, en nye Brandstige, en 1 Etages Kakkelovn med Rør og Dør, Hauge vel indplanket, af en 300 Kvadrat-Alens Størrelse med deri værende Lysthus og gode Frugttræer; Dette Huus, som staaer i Brandkassen for 1050 Rd., kan bekommes til første Michaeli Flyttetid d. A. til Leie eller strax til Kiøbs naar Liebhaverne vilde behage at melde dem hos Hr. Prokurator Faber til Hennebergsgaard eller hos mig som Eier nu boende her i Fridericia, hvor Konditionerne og kan blive afhandlede.
Fridericia d. 31 Julii 1799. D. Simesen, Physicus.“

Skønt ejendommen var velbeliggende og fremstod smuk og moderne, var liggetiden dog på ca. 285 dage.
Ejendommen var som oplyst i annoncen ganske ny. Dens forgænger på adressen var en af de mange ejendomme i Algade, som var blevet ødelagt ved branden mellem 1. og 2. juni 1791. Før ejendommen blev flammernes bytte, havde den haft en længde på 8 fag og været 1 etage høj.
Den nye ejendom, som blev opført som erstatning, havde fortsat en længde på 8 fag, men var nu forhøjet med en etage. Den nye ejendom var opført i egebindingsværk og med tegltag.

Dines Simesen havde købt ejendommen i 1796 for 750 rdl, og i 1800 lykkedes det ham at afhænde den til toldinspektør Haste for 1000 rdl. Vel en pæn fortjeneste på lidt over 3 år.
Dines Simesen opholdt sig kun i Middelfart i ganske få år, men nåede dog, mens han opholdt sig her, at blive skilt fra sin anden hustru. Efter 2 års ægteskab havde de anmodet om tilladelse til skilsmisse, da de havde “fundet hinandens Gemytter saa stridende at de umuligt kunne elske hinanden". Kort efter skilsmissen var Dines Simesen flyttet over bæltet til Fredericia, hvor han ernærede sig som ueksamineret batterikirurg. Lønnen som batterikirurg har dog næppe været tilstrækkelig til at dække hans økonomiske behov, for i avisen annoncerede han bl.a. med, at han om søndagen, mod betaling, optrådte med „Magiske, optiske og physiske forlystende Experimenter“ for børn. Derudover solgte han også agurker, hvidløg og gravhunde.

Dines Simesens ret farverige liv i Fredericia er beskrevet i Hugo Matthiesens bog "Fæstning og Fristed" (s. 193-195).

Kilder:
Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 6. sept. 1799.
Middelfart Byfogedarkiv: Skøde- og panteprotokol 1794-1820.
Danske Kancelli: Fynske og smålandske registre 1796 - 1797.
Hugo Matthiesen: Fæstning og Fristed. 1950.https://slaegtsbibliotek.dk/923058.pdf
Chr. Behrendt: Ildløs og Brandvæsen i det gamle Middelfart 1739-1839.1925.

11/06/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
Dette er 2. artikel i serien om gravstenene på kirkegårdens lapidarium – anlægget med gravsten indenfor lågen ved Kongebrovej. Her mindes man om kendte eller betydningsfulde personer og familier, der har levet og virket i byen.

Smedemester Niels Ankersen
Niels Ankersen (1811-1892) er født i Middelfart, men blev udlært i Aarhus.
I svendebrevet fik han et godt skudsmål, og at han havde gjort sig fortjent til ”agtelse og beskyttelse”.
Han flyttede til Middelfart i 1838 og fik borgerskab som smedemester. Hans mesterstykke var en speciel kompliceret og sindrig lås.
Niels Ankersen blev overalt betegnet som en flittig mand. Han havde overtaget faderens smedeværksted i Algade og udvidet det. Det vides ikke om man har bevaret nogle af hans låse. Men et rejsepas fra 1864 er stadig gemt. Det blev udstedt 20.maj, og i passet står, at ”smed Ankersen, med kone og 4 døtre agter at rejse over Snoghøj til Fredericia”. ...”derfor anmodes alle militaire og civile øvrigheder om uhindret at lade dem passere”. Et sådant pas skulle man i denne krigstid have for at kunne passere Lillebælt.
Niels Ankersen var med til stiftelsen af Håndværkerforeningen i 1840 og blev valgt som 'bud' til bestyrelsen (direktionen). To bude skulle indkalde medlemmerne af foreningen til samling til hver en tid, når bestyrelsen bestemte det..
Da han havde 50-års borgerjubilæum og 50 år som smedemester, blev han fejret med fakkeltog og orkestermusik med fædrelandsmelodier.
Kort tid efter fejrede parret guldbryllup. Da var Ankersen stadig virksom og var netop blevet færdig med en af sine specielle låse.
Begge ægtefæller døde i 1892.

Efter Ankersen overtog smed E. Petersen hus og værksted. Smedemesterboligen blev revet ned omkring 1950.
Manufakturhandler Johannes Høyer, der havde købt grunden, opførte en forretning med gulvtæpper, gardiner, sengetøj mv. Ejendommen blev udvidet i 1965, og senere overtog Melfar Posten bygningen ud mod Havnegade.

Litteratur:
Åge Petersen: Håndværkere i det gamle Middelfart, 1965
K.-L. Vognsen: Hvad hånden former...Håndværk og håndværkere i Middelfart 1800-1900
B4819: Mur i Algade, hvor smedien lå, 1935, Middelfart Byarkiv
B3038: Algade 45, ca. 1914 - // -
B15681: Høyers Udstyr, 1970 og ca. 2002 - // -
Foto af gravstenen, forfatteren

04/06/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
3 gange i juni kan man læse om tre af gravstenene på kirkegården.
Indenfor lågen ved Kongebrovej står der nogle gravsten. Disse gravsten har stået på gravsteder, der er nedlagt, men stenene er nu anbragt i deres eget anlæg – et lapidarium.
(Lapis betyder sten, lapidarium er en samling af sten)
I Middelfart mindes man her om kendte eller betydningsfulde personer og familier, der har levet i byen.

Købmand N. Søgaard Mortensens familiegravsted
I 1877 åbnede Ludvig Storm (1852-1906) en manufakturforretning i Algade 71 (det østlige hjørne af Gimbels Gyde).
Han forhandlede bl.a. gardinstoffer og overtøj samt sjaler og handsker.
Netop på denne tid voksede byens handel, og mange turister gæstede Middelfart..
Ludvig Storm og hans hustru Severine stiftede et legat på 10.000 kr, som trådte i kraft efter hustruens død i 1928. Det vides ikke, hvem der blev betænkt med legatet.
Men man har opkaldt en vej efter legatstifteren: Ludvig Stormsvej.
Sønnen Niels Storm Søgaard Mortensen videreførte forretningen fra 1906 efter faderens død. Da han døde, fortsatte hans hustru nogle år i forretningen, indtil deres søn Ludvig Storm Søgaard Mortensen kunne overtage den i 1957.Han ændrede forretningens navn til ”Gardineksperten”.
Den næste søn (Niels?) Søgaard Mortensen videreførte forretningen indtil lukningen.
I 1977 havde firmaet 100 års jubilæum, og ”Gardineksperten” udsendte en skrivelse: ”Fra blandet manufaktur til moderne specialbutik”.
DER ER LØBET MEGET VAND I STRANDEN I DEN FORLØBNE SEKEL.
”Igennem 100 år har vort jubilerende firma undergået adskillige udvidelser og 'opfriskninger'....større er vi blevet – vi har gennem alle år forsøgt at holde trir med tidens udvikling....Et firma bliver ikke 100 år sådan uden videre, der skal et godt, solidt og retskaffent købmandsskab til for at nå så vidt....”
Som sagt: ”Således at hvo, der vil forunde os deres søgen, stedse og hele året igjennem vil finde vor boutik forsynet med det nyeste, smukkeste og moderneste i alle vort fag vedkommende genrer”. ...”og vi vil efter bedste evne gøre behjertede forsøg på at bevare den 100-åriges vitalitet og ungdommelighed”.
Forretningen lukkede omkring 1990, og siden har der været legetøjsforretning og senere Den italienske Isbutik med udeservering på stedet.

Litteratur: Jubilæumsskrift 1977 (Middelfart Byarkiv)
Billeder fra Middelfart Byarkiv:
B15031: 1940
B9255: ca. 1910
B8019: Jubilæum 1977. Ludvig Søgaard Mortensen og sønnen (Niels?)
B2726 1980-90
Reklame, forretningen
Familiens gravsten. Forfatterens foto

28/05/2026

Et spørgsmål om liv og død.
Tidligt på aftenen den 27. marts 1901 havde kaptajn Adolf Ferdinand Jørgensen ankret sit skib "John Frederik" af Middelfart op i Limfjorden. Mandskabet var ved at gøre sig klar til natten. Kokken var allerede gået til køjs. På dækket var kun styrmanden. Det var en mørk og kold aften med temperaturer omkring frysepunktet. En kraftig snebyge gjorde sigtbarheden begrænset, og skibet og rigningen blev farvet helt hvid.
Pludselig mærkede mandskabet ombord på "John Frederik" en meget kraftig rystelse i skibet, som umiddelbart begyndte at tage vand ind. Hvis de ombordværende ikke straks handlede hurtigt, risikerede de at blive fanget i skibet og at gå ned med det.
Skibet var blevet ramt direkte midtskibs af stålskibet "Clara" af Nordby. "Clara" var kommet med fuld fart, og mandskabet havde for sent opdaget "John Frederik". Sneen, mørket og kommandobroens placering meget langt tilbage på "Clara" medførte, at sigtbarheden var begrænset.
Da lodsen, som var ombord på "Clara", endelig havde opdaget "John Frederik", havde han straks givet besked om at slå fuld bak på maskinen, men inden mandskabet kunne nå at udføre ordren, skar ""Clara"" midt ind i galeasen, så cementen, som "John Frederik" var lastet med, røg om ørerne på dem.
For at hindre at "John Frederik" skulle gå for hurtigt til bunds, lod lodsen “Clara” glide langsomt fremad i håbet om, at de ombordværende kunne reddes. Mandskabet på galeasen entrede - nu kun iført undertøj - op i rigningen og blev herfra hjulpet over på Clara. Kokken, som heller ikke var kommet i tøjet, måtte kravle op i rigningen med en hastighed, der modsvarede den hastighed, som skibet sank med. I sidste øjeblik inden skibet forsvandt under havets overflade, blev kokken trukket ombord på damperen. Et øjeblik troede man, at ét besætningsmedlem var omkommet, men man fandt ham i en jolle på den anden side af damperen. Også skibshunden overlevede forliset - men mistede sit hundehus.
Kaptajn Jørgensen reddede denne gang livet, men hans skib lå på bunden af Limfjorden. En investering på 6000-7000 kr. var borte. Jørgensen havde et års tid tidligere købt skibet i England, hvor det var bygget i 1877. Efterfølgende havde han ladet skibet gennemgå en omfattende renovering. Desværre for kaptajnen var skibet kun forsikret for 3000 kr., så han måtte imødese et betydeligt tab.
Hvad var årsagen til ulykken? Manglende lanterneføring, forkert placering ved opankring eller manglende agtpågivenhed? Selvfølgelig var der diskussion om, hvem der havde skylden for kollisionen.
Ved søforklaringen blev det klarlagt, at "John Frederik" havde haft brændende ankerlys og vagt på dækket, mens det lå for anker omtrent i fyrlinjen. "Clara" var kommet for fuld kraft udadgående uden udkig på broen. Ved sø- og handelsretten blev der i 1902 afsagt dom, som lagde den ”væsentligste del om ikke den hele skyld” på "Clara". Ejerne af "Clara" blev derfor dømt til at betale 2/3 af Jørgensens tab, som blev opgjort til 10909 kr. i alt.

Denne gang var det lykkedes kaptajnen at komme sikkert i land.

“Middelfarts sidste skonnert forlist". Sådan lød overskriften på en notits i flere af landets dagblade 28. februar 1916.
I februar 1916 var Adolf Ferdinand Jørgensen med skonnerten ”Neptunus” på vej mellem Lübeck og Halmstad med en ladning råjern. Vinden var nordnordvestlig under tiltagende kuling. På et tidspunkt gik kaptajnen ud for at ordne noget ved stagsejlet, hvorefter han forsvandt fra skibet. Besætningen - to unge fyre på 16 og 17 år kunne ikke bidrage med oplysninger om, hvad der var sket, da de havde været i kahytten for at drikke kaffe. Da de atter kom på dæk var kaptajnen forsvundet. Udover chokket over kaptajnens forsvinden skulle de to uerfarne drenge nu også håndtere et skib, hvor rorlinen var knækket.. De måtte konstatere, at uanset hvad de gjorde, drev skibet mod land, hvor det til slt gik på grund ved Dahme.
Først sidst i august drev kaptajn Jørgensens lig i land på den tyske kyst, og familien fik omsider vished om hans skæbne.

“John Friderick”. Et mastet kutter. 71 bruttoregisterton. Bygget 1877 i Grimsby. Første ejer var en Leonard Spashett. Omkring årsskiftet 1897/98 købte Adolf Jørgensen skibet. Købsprisen på båden var omkring 2000 kr., og så planlagde Adolf Jørgensen at bruge yderligere midler på at omdanne den til almindelig fragtfart. Påsejlet 1901.
Første gang "John Frederick" anløb Middelfart havn var i slutningen af januar 1898, hvor den medbragte en ladning kul til firmaet "C. Michelsens Enke".
“Neptunus”. Skonnert. 45 bruttoregisterton. I 1903 købte Adolf Jørgensen en ny båd, "Neptunus", som var bygget hos Peter Troensegaard i Svendborg til kaptajn I.M. Hansen, Svendborg, som allerede i 1890 solgte den til H.H. Bager i Ærøskøbing. Omkring årsskiftet 1906/07 videresolgte Adolf Jørgensen skibet til C. M. Kær i Ålborg, som omdøbte det til “Ane Marie”.
“Neptunus”. Skonnert. 59 bruttoregisterton. I 1906-07 lod Adolf Jørgensen et nyt skib bygge hos skibsbygger Chr. Christensen i Kolding. Strandet 1916.
Kilder:
Middelfart Avis og Middelfart Venstreblad.
Danmarks skibslister, diverse år.
Dansk Søulykke-statistik 1901 og 1916.
Billederne gengives med tilladelse fra M/S Museet for Søfarts billedarkiv. (Nr. 000025314 og 000026315.)

21/05/2026

Et natligt drama på Lillebælt.
Nej, det drejer sig hverken om Christian den Andens færden frem og tilbage over Lillebælt, som Johannes V. Jensen fandt på som dramatisk effekt i romanens Kongens fald eller den mystiske Breving sag fra 1957.
Vi er på Lillebælt omkring midnat natten til søndag 29. november 1908. Vi er ombord på færgen "Kronprinsesse Louise". Færgen er på vej mod Fredericia med en togstamme ombord med planlagt ankomst i Fredericia kl. 12.40 nat.
Pludselig konstaterede færgens personale, at noget var galt med hjuldamperens ene skovlhjul. Ved eftersyn kunne man se, at nogle af skovlene på det ene hjul - bagbordshjulet - var knækket. For at få bragt hjulet i en sådan stand, at man kunne fortsætte mod Fredericia klatrede maskinmesteren, en maskinassistent og fyrbøderen ind i hjulet bevæbnet med det nødvendige værktøj. Samtidig kom færgen “Strib” "Kronprinsesse Louise" til hjælp for med en trodse at bugsere skibet i havn. Føreren af "Kronprinsesse Louise" satte nu også maskinen i gang og hjulene begyndte at dreje rundt. De tre besætningsmedlemmer var nu fanget i hjulet uden mulighed for at komme ud. I mørket og med det brusende vand under sig. For at overleve måtte de kravle rundt i hjulet som mus i en trædemølle, mens de råbte og skreg.
Nogle passagerer havde hørt rædselsskrigene fra mændene og råbte til maskinrummet om at stoppe maskinen. Da det var sket, kunne de tre ulykkesfugle endelig kravle ud af hjulkassen igen - forslåede, ligblege og med blodsprængte negle.
Strømmen i bæltet var så kraftig, at “Strib” måtte opgive bjærgningen.
Ombord på "Kronprinsesse Louise" var ophidselsen stor, og mandskabet nægtede at gå ind i hjulkassen igen. Først da færgen var forsvarligt forankret vovede maskinpersonalet sig igen
ind i hjulkassen, hvor de i løbet af et par timer fik demonteret de ødelagte skovle. Herefter kunne færgen langsomt bevæge sig mod Fredericia, hvor den ankom med omtrent tre timers forsinkelse. Den farlige situation foranledige Socialdemokraten til at sende en bredside mod statsbanerne, der “benytter materiellet så længe som muligt - lige til det sidste. Og så sker ulykken. Sparehensyn! Sparehensyn!”
Det var hverken første eller sidste gang, at "Kronprinsesse Louise" havde problemer med skovlene. Således havde færgen i 1907 ramt færgelejet i Fredericia og beskadiget det ene hjul, og i 1912 fik færgen en skade på hjulet, da den havde passeret Strib Odde, hvorefter den drev med strømmen, indtil besætningsmedlemmerne fik udbedret skaden, og færgen ved egen kraft kunne fortsætte mod Fredericia. Avisen konstaterede, at det var færgens tredje skade den vinter.

Færgen "Kronprinsesse Louise" var bygget i Helsingør i 1891 og havde før den kom til Lillebælt gjort tjeneste på ruterne Masnesø-Orehoved (1891-1892) og Helsingør-Helsingborg (1892-1902). Herefter fulgte 20 år mellem Strib og Fredericia, inden færgen i 1922 vendte tilbage til Øresund. I 1935 gjorde "Kronprinsesse Louise" for kort bemærkning igen tjeneste på Lillebælt, inden ruten ved Lillebæltsbroens åbning blev nedlagt og "Kronprinsesse Louise" i 1935 blev solgt til ophugning.

Kilder: Middelfart Venstreblad 1.12.1908, Middelfart Avis 1.12.1908, Social-Demokraten 2.12.1908.
www.faergelejet.dk/

10/05/2026

"Middelfart og Fænø under venskabelig lup."
En gammel engelsk kærlighedserklæring, som ad store omveje er nået til Middelfart og her fortælles i uddrag.

En Middelfarter på rejse i Sverige, faldt over en bog på engelsk, men om Danmark. Forfatteren hed Robin Bryans, og bogen heder ”Danish Episodes”, og da han bladede i den, stødte han på en Vestfynsk episode, idet forfatteren indgående skildrede et besøg i Middelfart og på Fænø sammen med den senere afdøde Middelfart- forfatter, fru Jo Jacobsen.
Bogen spænder over både dansk historie og dansk natur, og så er det , at Robin Bryans, under et af sine årlige ”danmarks-besøg” hopper af i Middelfart og derom erklærede at han følte sig aldeles charmeret. Byen er, skriver han, noget typisk dansk. Det har bl.a.. noget at gøre med hovedgaden, som er lang og kantet af lave etage-ejendomme .Man føler en rolig harmonisk livlighed uden stress. – og bag hovedgaden er der vand. Jeg kom ti at tænke på den dybt blå farve, man ser på glasmalerier. På havnen følte man sig hensat som i et af Dufy’s malerier og det franske udseende blev forstærket af husene langs havnen og skoven længere borte. Og på et lille torv mellem dejlige, gamle bindingsværkshuse fandt jeg en lille fontæne og jeg tænke på, at selv den mindste lille by i Danmark. , måtte have en skulptur eller fontæne. --- Og så så jeg at fontænens figurer var marsvinsjægere – det mest vidunderlige , jeg overhovedet havde set i middelfart.
Hvilket romantisk eventyr er ikke historien marsvinsjægerne. Jeg havde fantaseret meget over deres jagter, afsluttet med det uafvendelige drab på det smukke dyr. Jeg troede at al den snak om marsvinsjagt var en slags folkeeventyr, men min veninde, Jo Jacobsen, belærte mig om noget ganske andet. Hun havde som barn talt med de sidste marsvinsjægere og hendes Teglgårds-oprindelse havde præget hende.
Skønt venner gennem mange år, havde jeg ikke megen kendskab til Jo Jacobsens forhistorie.. Først under den efterfølgende frokost erfarede jeg hvordan hun var kommet fra marsvinshavnen til den mægtige og indflydelsesrige bryggerfamilie på Carlsberg.
Herefter fortsætter bogens forfatter at berette om turen til Fænø, hvor Jo Jacobsen havde sit hus. Selskabet blev sejlet til Fænø af Hans og Chr. Nielsen, i deres båd som tydeligt bar præg af at være benyttet til fiskeri: levende og døde krabber og søstjerner lå overalt, og lugten i båden var skrap, en blanding af fiskelugt og lugten fra Hans’ og Christians cigarer. En gang imellem fik vi et skvat vand ind over os.
Men som Fænø nærmede sig udbredte den skønne natur sig og turens strabadser gled i baggrunden.
Efter at have spist samledes selskabet til en kop kaffe på terrassen og begyndte at synge.
Musik og visesang var det eneste, der manglede for at gøre dagen perfekt.

Kilder: Middelfart Venstreblad 3. januar, uden årstal
Kort referat fra bog folaget udgivet 1961

Middelfart Byarkiv

20/08/2026

13/08/2026

06/08/2026

25/06/2026

18/06/2026

11/06/2026

04/06/2026

28/05/2026

21/05/2026

10/05/2026

Adresse

Hvad er åbningstiderne?

Internet side

Underretninger

Genveje

Del

Anmodning om at fjerne opslag