Wellings Landsbymuseum er et stykke kultur der er helt unik, det er Danmarks mest særprægede museum, hvor man kan gå på opdagelse i en hel landsby fra omkring år 1900. Søren Welling, der egenhændigt har bygget museet, har været en samler hele sit liv, og der er under opførelse af museet kun anvendt genbrugsmateriale han selv har indsamlet. Byggeriet tog sin begyndelse i 1973 og fortsatte indtil We
lling’s død i 1996. Søren Welling har ikke gjort brug af arkitekt, ej heller søgt om byggetilladelse. Hans filosofi var ”Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse” Dette forhold er dog siden bragt i orden. Landsbyen er bygget som små huse, og man finder skolestue, købmand, frisør, posthus, karlekammer, soveværelse, stuer fra klunketiden og meget, meget mere. Helt speciel er kirken, der i nyere tid har været anvendt i forbindelse med vielser. I alt er der 36 rum med hver sin historie, selv en krostue hvor man kan nyde sin med-bragte mad. Der er en stor samling af gamle landbrugsmaskiner, værktøj anvendt af skomagere, fiskere, tagdækkere, biavlere, ja, stort set alt hvad der har været af håndværk anno 1900 er repræsenteret. Søren Welling startede sit livsværk med at samle sten, flinteøkser og lignende. I dag er der en stor flot stenaldersamling, der sammen med klædedragter, legetøj, bøger m.m. gør det til en oplevelse at gå gennem rummene, hvor man næsten føler bygherrens nærværelse, og sagtens kan forestille sig alle de gøremål han har haft gang i. Oplevelsen ved at gå gennem museet, fornemme hvordan vore bedsteforældre’s og ol-deforældre’s dagligdag var, forstærkes af, at her må man røre ved tingene. Har du lyst til at stryge hen over lysedugen på bordet, røre ved et maleri, vugge lidt med dukken i dukkevognen eller andet, så gør man det. Der er ingen skilte med teksten ”De udstillede effekter må ikke berøres”
Byggeriet viser tydeligt at Welling ikke har rådført sig med en arkitekt, men det er lige præcis det der gør det så spændende, og absolut et besøg værd.. Går man igennem de mange små rum kan man ikke lade være med at tænke på, at hvert et bræt og hver en sten, ja, alt, simpelthen alt, er indsamlet og opført af én mand – Søren Welling. Welling blev født i 1917 i Skanderup ved Lunderskov. Søren Welling startede som landmand, men hans hovederhverv var som kunstmaler (underviste også) og lidt billedhugger. Søren Welling kom til Mejlby i 1964 og har gennem det meste af sit liv været samler. I begyndelsen samlede han sten, flintesten og - økser, der i dag er blevet til en stor flot stenaldersamling. Søren Welling fik en idé om at lave en landsby fra omkring år 1900. Han begyndte derfor at indsamle uanede mængder af bevaringsværdige og sjældne sager, man kunne forestille sig fandtes omkring den tid. I 1973 begyndte Søren Welling så at bygge. Han indsamlede genbrugsmaterialer fra omegnen, og byggede deraf små sammen-hængende huse, i hvilke man kan finde skolestue, købmandsforretning, stuer, soveværelse, karlekammer og forskellige værksteder. Søren Welling var både arkitekt og bygherre, og han spurgte ikke om byggetilladelse. ",Hvis I man ikke spørger får man ikke nej" var hans devise. Søren Welling var ikke medlem af folkekirken, alligevel byggede han en kirke. For som han sagde: "Kroen kunne ikke undværes og kirken skulle være der"
Søren Welling levede i sin egen verden. Men når han gik på prædikestolen i kirken, fortalte han levende og sprudlende til interesserende gæster. Han forrtalte om sin verden, uden love og regler, uden renter og krig. `
Søren Welling var gift to gange og havde syv børn. Han døde i 1996, hvor han blev bisat fra sin egen kirke.
