25/08/2026
Ny bog på vej
Med støtte fra Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har Museum Fredericia i samarbejde med Vejlemuseerne og Museum Kolding i de seneste år arbejdet på et forskningsprojekt om den dramatiske og krigsramte periode i 1600-tallet, hvor Fredericia blev grundlagt.
Arbejdet er nu afsluttet, og i går blev resultaterne sendt til tryk. Vi glæder os derfor til at kunne præsentere bogen KAOS krige og overlevelse i 1600-tallet, som udkommer den 27. august 2026.
Bogen er skrevet af Vibeke Kaiser-Hansen, Esben Klinker Hansen, Michael Nobel Hviid og Rasmus Skovgaard Jakobsen. Den udgives af forlaget Nord Academic, og I kan allerede nu få et smugkig i via dette link:
https://issuu.com/gads-forlag/docs/kaos?fr=sNjAwNzg2NTYwMDE
Bagsideomtalen lyder således:
”I 1600-tallet ramte krig, besættelse, plyndringer og epidemier gentagne gange det sydøstlige Jylland. Soldater marcherede gennem landsbyer, og købstæder, gårde og kirker blev ødelagt. Tusinder af mennesker omkom eller blev kastet ud i frygt, flugt og kamp for overlevelse, men midt i kaos forsøgte mennesker at skabe mening, holde fast i deres tro og overleve.
Med udgangspunkt i de dramatiske begivenheder under Kejserkrigen, Torstenssonfejden og Karl Gustav-krigene følger bogen sporene efter krigene i landskabet, hverdagslivet, troen og erindringen. Arkæologiske fund fra den store svenske lejr ved Bredstrup bringer os tæt på soldaternes og civilbefolkningens verden, mens breve, retssager, sagn og samtidige beretninger fortæller om ødelæggelse, traumer, håb og erindring.
Kaos er en fortælling om mennesker i undtagelsestilstand – og om, hvordan et samfund rejste sig af asken.”