Fregatten Jylland

Ring Rutevejledning Website Kontakt museet

Fregatten Jylland 🛡️ Fregatten Jylland i Ebeltoft | Historie, søfart & oplevelser for hele familien
⚓ Verdens længste krigsskib i træ & et levende museum
🍽️ Brasserie 1864
(466)

Kom ombord på verdens længste træskib. Oplev det autentiske sus fra den historiske fregat, som ligger i Ebeltoft. Fregatten Jylland overlevede 18 fuldtræffere i Slaget ved Helgoland. Sejlede med konger, prinser og prinsesser, sank og blev solgt til ophugning. Gå på opdagelse på verdens længste træskib og deltag i de maritime aktiviteter.

Tak for nogle uhyggeligt forrygende dage! 🍂I hele efterårsferien har Fregatten Jylland været befolket af havgudinder, væ...
19/10/2026

Tak for nogle uhyggeligt forrygende dage! 🍂

I hele efterårsferien har Fregatten Jylland været befolket af havgudinder, værneånder, hvileløse sjæle og gale kaptajner. Det blev til mange skrig og endnu flere grin, mens børn drog på jagt efter havets hemmeligheder. I Det Mytiske Maskeværksted er der blevet kreeret hundredevis af de flotteste masker.

Tusind tak til alle jer, der lagde vejen forbi og var med til at gøre efterårsferien til noget ganske særligt.

Vi glæder os allerede til næste år!

Fotos: Camilla Rønde

Selvom efterårsferien står i uhyggens tegn, har vi selvfølgelig også et par kanonskud mere i ærmet. Husk at opleve kanon...
17/10/2026

Selvom efterårsferien står i uhyggens tegn, har vi selvfølgelig også et par kanonskud mere i ærmet.

Husk at opleve kanonshowet på fregattens vejrdæk i dag og i morgen kl. 11.30 og 14.30 - det er nogle af årets sidste! 💥

Fotos: Camilla Rønde

Jagten på havets hemmeligheder fortsætter lidt endnu! 🌊I sejlskibenes tid troede søfolk, at havet var fuldt af kræfter, ...
16/10/2026

Jagten på havets hemmeligheder fortsætter lidt endnu! 🌊

I sejlskibenes tid troede søfolk, at havet var fuldt af kræfter, der kunne bringe både ulykke og død. Derfor bad de bønner, udførte ritualer og bar amuletter, som skulle beskytte dem.

Nu er væsner fra de gamle sømandssagn vækket til live. Klabautermanden, Ran, Den Gale Kaptajn og Strandvaskeren vandrer atter omkring på skibet. De er uhyggelige, men du er ikke magtesløs.

De fire karakterer gemmer hver på en amulet med en hemmelighed, der kunne beskytte søfolk mod havets farer. Gå på opdagelse på fregatten, lyt til deres fortællinger og find amuletterne. Når du har fundet dem alle, kender du havets myter og ved, hvordan man undgår det, der lurer i mørket.

Tør du sejle med døden under kølen?

Efterårsferien er i fuld gang på Fregatten Jylland! 🍂Væsnerne er sluppet løs, og i Det Mytiske Maskeværksted bliver der ...
15/10/2026

Efterårsferien er i fuld gang på Fregatten Jylland! 🍂

Væsnerne er sluppet løs, og i Det Mytiske Maskeværksted bliver der dekoreret masker i stor stil. 🎭

Mød Klabautermanden, Ran, Den Gale Kaptajn og Strandvaskeren, hør deres fortællinger, og gå på jagt efter de amuletter, som gennem århundreder skulle beskytte søfolk mod havets farer.

Du kan møde de magiske væsner hele efterårsferien kl. 10-16.

Foto: Camilla Rønde

Gratis efterårsferie for børn - Med døden under kølen 👻🎃Træd ind i et magisk univers, hvor gamle sømandssagn bliver leve...
09/10/2026

Gratis efterårsferie for børn - Med døden under kølen 👻🎃

Træd ind i et magisk univers, hvor gamle sømandssagn bliver levende!

I efterårsferien er væsner fra de gamle sømandssagn vækket til live på Fregatten Jylland. Mød Klabautermanden, Ran, Den Gale Kaptajn og Strandvaskeren og opdag de amuletter, der gennem århundreder skulle beskytte søfolk mod havets mørke.

I efterårsferien kan I blandt andet:
→ Møde Klabautermanden, Ran, Den gale kaptajn og Strandvaskeren
→ Gå på jagt efter magiske amuletter ombord
→ Dekorere jeres egen maske i det mytiske maskeværksted
→ Opleve børneteater for hele familien
→ Høre fortællinger om overtro ombord
→ Være med i Danmarks sidste søslag på vejrdækket
→ Sno jeres eget sømandsreb i rebslageriet

Børn og unge til og med 17 år har gratis adgang i hele efterårsferien, 10.-18. oktober.

📸 Lars Just

Ingen frygtede stormen mere end Den Gale Kaptajn 🌊🦈I sejlskibstiden hvilede et enormt ansvar på kaptajnens skuldre. Han ...
08/10/2026

Ingen frygtede stormen mere end Den Gale Kaptajn 🌊🦈

I sejlskibstiden hvilede et enormt ansvar på kaptajnens skuldre. Han satte kursen, traf beslutningerne og skulle holde både skib og mandskab i live. Storme truede, sygdom spredte sig, og mytteri lurede under overfladen. Hver fejl kunne koste menneskeliv.

Men den største fare var ikke altid havet.

Alene med sine tanker kunne presset blive for stort. Nogle kaptajner spærrede sig inde i deres kahyt og satte ild til skibet. Andre sprang over bord eller angreb deres egen besætning i raseri. Når en kaptajn mistede besindelsen, mente man ofte, at havånder eller djævelske kræfter havde taget bolig i hans sind.

Søfolk har altid forsøgt at beskytte krop og sjæl mod havets mørke. De bad bønner, mumlede remser og bar amuletter. En af dem var hvidhajtanden, der efter sigende kunne beskytte mod galskab, når havet lukkede sig om skibet, og mørket krøb ind i sindet.

I efterårsferien kan du møde Den Gale Kaptajn og høre fortællingen om den hajtand, han bærer som værn mod vanviddet.

📸 Camilla Rønde

Pas på Rans net! 🌊🕸️Langt ude på havet venter Ran.I den nordiske mytologi er Ran havets gudinde. Sammen med sin mand Ægi...
07/10/2026

Pas på Rans net! 🌊🕸️

Langt ude på havet venter Ran.

I den nordiske mytologi er Ran havets gudinde. Sammen med sin mand Ægir personificerer hun havet, mens deres ni døtre er bølgerne, der rejser sig og bryder mod skibssiden.

Men hvor Ægir ofte blev opfattet som gæstfri, var Ran frygtet af søfolk. Med sit store net trak hun de druknede ned i sit rige under havets overflade. Hendes navn betyder “plyndring”, og ingen vidste, hvornår hun ville slå til.

Ran var ikke ond. Hun var blot som havet selv.

Det ene øjeblik lå vandet stille som et spejl. Det næste sendte vinden bølgerne til vejrs og kastede skibe ud i storm og uvejr. For søfolkene var Ran en måde at forstå havets luner på, når nogen forsvandt i dybet og aldrig vendte hjem.

Derfor forsøgte de at beskytte sig. Søfolk bar amuletter og udførte ritualer for at holde druknedøden på afstand. Blandt andet har arkæologer fundet små ankeramuletter fra vikingetiden. Måske skulle de beskytte mod at ende i Rans frygtede net?

I efterårsferien venter Ran på Fregatten Jylland. Måske viser hun dig den amulet, som kan beskytte mod havets kræfter.

📸 Camilla Rønde

Nogle sømænd fandt aldrig hjem 🪙🌊Når mørket faldt på, kunne man langs kysterne til tider se små blåhvide flammer danse o...
06/10/2026

Nogle sømænd fandt aldrig hjem 🪙🌊

Når mørket faldt på, kunne man langs kysterne til tider se små blåhvide flammer danse over sandet. Det var liglys over strandvaskerne, de ukendte druknede sømænd.

I sejlskibenes tid skyllede ukendte søfolk jævnligt op på strandene. Ifølge loven skulle strandvaskere begraves på kirkegården, men deres opløste lig skræmte folk. Ingen vidste, om de var gode kristne, og måske bar de på sygdom. Derfor endte mange med at blive begravet i de øde klitter.

Strandvaskerne fandt ingen hvile i sandet. Ifølge folketroen vandrede deres sjæle rastløst omkring efter mørkets frembrud. Kom man for tæt på, kunne en strandvasker springe op på ryggen og kræve at blive båret til kirkegården. Først når han var kommet i kristen jord, kunne han finde fred.

Sømænd sørgede altid for at have værdigenstande på sig. Mønter, sølvknapper eller guldøreringe kunne betale for en rigtig begravelse, hvis de druknede til søs. Tog man en strandvaskers ejendele uden at hjælpe ham til hvile, risikerede man selv at blive hjemsøgt.

I efterårsferien vandrer Strandvaskeren atter omkring på jagt efter fred.

📸 Camilla Rønde

Kan du høre, hvor det banker? Det er Klabautermanden 🔨I generationer har søfolk fortalt om værneånden, som holder øje me...
05/10/2026

Kan du høre, hvor det banker? Det er Klabautermanden 🔨

I generationer har søfolk fortalt om værneånden, som holder øje med skibet og dets mandskab. Om natten kan man høre ham rumstere under dækket, hvor han hjælper med at reparere skibet og gøre klar til det næste uvejr.

Så længe Klabautermanden larmer, er alt godt.

Banker han meget, har han travlt med at sikre skibet til storm. Værst er det, hvis han helt stopper med at larme. Så har han forladt skibet, og mandskabet er fortabt.

Klabautermanden ser alt. Han holder af søfolk, som behandler skibet med respekt, men dovenskab, sløseri og druk kan vække hans vrede. Derfor sørgede enhver sømand for at gøre sin pligt, så skibet kunne vende sikkert hjem.

Søfolk kunne lægge en sølvmønt under stormasten. Det skulle beskytte skibet og vise, at mandskabet passede godt på det. Det gav gode farter, heldige rejser og en tilfreds Klabautermand ombord.

I efterårsferien rumsterer Klabautermanden igen under dækket. Kan du få øje på hans sølvmønt?

📸 Lars Just

Slip fantasien løs i Det Mytiske Maskeværksted! 🎭🎨I hele efterårsferien kan I dekorere jeres egne masker og træde ind i ...
01/10/2026

Slip fantasien løs i Det Mytiske Maskeværksted! 🎭🎨

I hele efterårsferien kan I dekorere jeres egne masker og træde ind i rollen som havets sagnomspundne væsner - uhyggelige, skøre eller majestætiske.

Der er masser af papir i alverdens farver og teksturer, palietter, tuscher og andre kreative materialer. I kan også farvelægge mageløse væsner fra havets dyb.

Når masken er færdig, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvem I bliver.

📸 Camilla Rønde

Adresse

S. A. Jensens Vej 4
Ebeltoft
8400

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Fregatten Jylland offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Museet

Send en besked til Fregatten Jylland:

Genveje

Del