15/08/2026
Amagerbanen havde flere mellemstationer og én af dem lå hvor Øresundsvej metrostation ligger i dag. Da banen åbnede i 1907 boede der praktisk talt ikke nogen i nærheden. Efterhånden kom der dog flere større fabrikker til på det østlige Amager. De kunne få transporteret gods med banen og deres ansatte tage toget til og fra arbejde.
Øresundsvej Station blev revet ned i forbindelse med anlægget af metroen på Østamager, men er nu genopført på Frilandsmuseet i Sorgenfri. Den fine bygning er et godt eksempel på, hvordan man før i tiden byggede små jernbanestationer på landet. Den blev tegnet af DSB's arkitekt, Heinrich Wenck, som stod bag omkring 150 danske stationsbygninger. Den største var Københavns Hovedbanegård, og Øresundsvej Station én af de mindste.