16/10/2026
Friday mood: Historiefortælling i den hvide pavillon 🤍
Hvad er bedre på en fredag end en god historie med livsvisdom og et strejf af romantisk drama?
Denne persiske miniature er fra Shiraz, Iran, 1534, og stammer fra et eksemplar af "Khamsa" (en samling af fem opbyggelige digte) af den historiske, legendariske digter Nizami Ganjavi.
Dette maleri er en del af fjerde epos, Haft Paykar (De syv portrætter), hvor den iranske kong Bahram Gur tilbringer én aften om ugen hos hver af sine syv hustruer.
Hver hustru har sin egen farvede pavillon, og hver aften fortæller hun ham en historie, der skal give Bahram noget at tænke over.
I den afbildede scene er det fredag i den hvide pavillon, og her har den iranske prinsesse ordet.
Mens de tilbringer dagen sammen, fortæller hun Bahram Gur historier om kærlighed, længsel og elskendes prøvelser.
Men historierne er mere end blot fortællinger. Gennem de syv dage og syv historier vil Bahram Gur gradvist udvikle sig og opnå større visdom. Fortællingerne har dermed fungeret som en slags moralske og filosofiske lektioner, som har givet kongen anledning til at reflektere over livet, kærligheden og menneskelig adfærd.
God fredag fra Davids Samling! 🏛️