17/06/2026
Teatermuseet i Hofteatrets direktør er på vej til Oslo, til møde med det lokale teatermuseum mhp. kommende samarbejde, hvem ved, måske omkring fejringen af 200-året for Henrik Ibsen i 2028. Ibsen, der om nogen (sammen med Holberg) bandt norsk og dansk teater sammen og fornyede begge. Ikke mindst med Et Dukkehjem, som siden premieren har været aktuel igen og igen. Også i dag, og derfor indgår forestillingen både i vores udstilling Teater til tiden og i det undervisningforløb om Køn på scenen, vi er ved at bygge op og forventer at kunne udbyde fra september.
Siden 1870’erne har man spillet teater om samtiden på en ofte ret direkte og realistisk facon, både i forhold til hvordan man spillede det og hvad forestillingerne handlede om. Af og til med ret eksplicitte politiske udsagn, meget ofte med politiske undertoner. Det var i 1870’erne, på vej mod det parlamentariske demokrati, der endnu måtte vente nogle årtier, at Georg Brandes formulerede kravet til kunsten: ’At sætte problemer under debat’.
Det skete altså samtidig med, at Henrik Ibsen skrev sine store samtidskritiske værker som En Folkefjende og Et Dukkehjem, der har været spillet regelmæssigt lige siden – En Folkefjende senest på Nørrebro Teater i 2021; Et Dukkehjem bl.a. på Vendsyssel Teater i 2017 og Det kongelige Teater i efteråret 2022.
En Folkefjende, som blev spillet første gang på Det Kongelige Teater i 1883, foregreb i sin egen tid en helt moderne miljøkonflikt, hvor hovedpersonen, lægen Stockmann, opdager at byens vigtigste indtægtskilde, ’sundhedsbadet’, er forgiftet, og herefter kæmper med sig selv og myndigheder i brændpunktet mellem økonomiske (egen)interesser og sandheden. Ikke mærkeligt, at En Folkefjende blev en overvældende stærk fore-stilling, da den med Søren Pilmark i hovedrollen blev spillet på Nørrebro Teater i 2021.
Et Dukkehjem blev spillet første gang i 1879, også på Det Kongelige Teater. Et Dukkehjem sendte chokbølger i samtiden, satte kvindesagskampen på den danske dagsorden, næsten før den var gået i gang ude i verden.
Nora og Helmer lever i et traditionelt og tidstypisk borgerligt ægteskab, hvor manden har magten, rettighederne og pengene. Helmer har dog længe været sygdomsramt og Nora optager i al hemmelighed et lån for at redde ægteskabet – faktisk så det kan forblive som det er. Men da Helmer opdager, hvad hun har gjort, reagerer han ved at true hende med umyndiggørelse. Helmers og omverdenens reaktion får Nora til helt uhørt at forlade Helmer og deres tre børn i en tid, hvor kvinden som hustru og mor er uden stemmeret og dårligt stillet økonomisk og i forhold til uddannelse og myndighed over børn ved skilsmisse.
Stykket satte sindene i kog i sin tid. Rundt om i de borgerlige hjem i København kunne middagsgæster forvente at blive mødt med en bemærkning om, at ”Vi diskuterer ikke Et dukkehjem denne aften”. Et Dukkehjem spilles stadig rundt om i verden som et spejl for kvinders og minoriteters kamp for frihed og ret til at bestemme over eget liv og skæbne. Et Dukkehjem er på globalt plan det måske mest spillede stykke i moderne tid.
Ibsens dramatik blev et radikalt nyt kunstnerisk aktiv i en tid, hvor industrialisering og vækst på den ene side og stræben mod sanering og sædelighed på den anden side foldede sig ud. Nora og lægen Stockmann var – som Den politiske kandestøber Herman i 1720’erne – på hver deres personlige måde politiske aktivister både i det private og ude i den (by og) verden, som var under kraftig forandring, og hvor kontrol og kaos, snavs og sædelighed kæmpede mod hinanden. Billedet viser Betty Hennings, verdens første Nora i 1879.
