08/06/2026
Jeg har en naturlig utæmmethed, et behov for at gøre tingene på min egen måde – ikke for at være kontra, men fordi det er det, der falder mig naturligt, at være fri til at bevæge mig ubesværet mellem kasser og discipliner.
Jeg trives i paradokser og ser mere både-og end enten-eller. Det forvirrer folk og inspirerer dem, der selv har brug for mere frie rammer.
Det skaber plads for dem der har brug for det, og derfor fortsætter jeg med, at gå med min natur i stedet for at lukke ned for det, og forsøge at krybe ned i en størrelse ekstra ekstra small, som jeg alligevel ikke kan passe.
Det er jo i og for sig fint at jeg trives i det, men hvorfor skriver jeg et indlæg om det her?
Fordi jeg ser mange mennesker, der forsøger at passe ned i en kasse de ikke passer i, og af den grund mistrives i det private eller deres professionelle liv.
Om det er deres egne forventninger eller et ydre pres om at passe ind, skal jeg ikke kloge mig på her, men det er en udbredt tendens jeg ser.
Og hvad er der nu galt med at prøve at passe ind, kunne du spørge. Det er der sådan set intet galt i, hvis du kan være tilfreds og mærke at dit professionelle virke og privatliv giver mening på den måde – der, hvor jeg ser at det har en negativ konsekvens er, når vi afskærer os selv fra dele af vores personlighed, for at tilfredsstille andre. Det frarøver os selv vores integritet, men også vores omgivelser bliver fattigere af folk der ikke står ved deres indre autoritet.
At putte ting i kasser er en menneskelig tendens, som bidrager til vores forståelse af verden og os selv. Der er intet galt med at danne sig en forståelsesramme - der hvor det går galt er, når de kasser bliver for rigide og det ender som en usynlig arkitektur, der fastlåser os selv i rammer vi ikke trives i, hvor der ikke er plads til det hele menneske, med alle dets kompleksiteter.
Det bliver et skuespil og med tiden ender det med konsekvenser for dig selv og dem der er omkring dig, for utilfredsheden vil snige sig ind på livet af dig og stille de uundgåelige spørgsmål; er du tilfreds med det liv du lever? Er det meningsfyldt? Bruger du de evner du har? Er der drømme og håb du svigter, for at passe ind i en fast idé skabt af andre? Hvis værdier lever du efter?
“Klip en tå, hug en hæl” som man siger, men er det virkelig nødvendigt?
Når vi forsøger at passe ind i mængden og stille pakker vores personlige kald væk, opstår der med tiden en indre utilfredshed.
-For var det dét?
Nu har du jo opnået succes i det ydre, opnået en status og materiel frihed – men er du fri indeni?
Jeg hverken gider eller kan passe ind i de gængse kasser. For at være helt ærlig, så har det aldrig rørt mig ikke at høre til i en kasse, jeg vil langt hellere være fri til at være mig selv.
Det har aldrig været en reel mulighed for mig at slukke for min “anderledeshed”, den har altid skinnet igennem, været synlig, været min styrke og min evne til at inspirere andre til at turde være sig selv, at tænke ud af boksen og gøre tingene på en anden måde.
Da jeg var i tyverne brugte jeg min stemme til at råbe op om uretfærdigheder og retten til forskellighed fra et aktivistisk perspektiv, men hvad jeg fandt ud af var, at de kasser der eksistererede i aktivistmiljøet var mindst ligeså snævre som resten af samfundet, jeg kunne ikke trække vejret i det – og senere fandt jeg ud af, at jeg er politisk farveblind - derfor bruger jeg i dag min stemme til at inspirere til, at vende blikket indad og se hvor vi fastlåser os selv i en usynlig struktur og finde ud af hvad du ønsker frihed til, for så at vælge den til. For kun du kan vælge din egen vej.
Vi har brug for, at der er nogen med modet og viljen til at skille sig ud fra mængden og vise, at andre muligheder og løsninger ligger foran os.
Det er der gaven ligger, hos dem der ikke passer ind i det snævre kasser, dem der tør træde ud over stregerne. Det er pioneren og den visionære... Dem vender jeg tilbage i et senere indlæg.
Hvor vil jeg hen med alt dette? Pointen her, er sådan set bare, at invitere til refleksion over de gaver der ligger gemt i, at vi hver især skinner igennem med vores unikke bidrag til helheden, når vi tør skille os ud som individer fra flokken. En hyldest til et liv med integritet.
Der findes ikke en korrekt måde at leve sit liv på, en universel opskrift på det gode liv, vi skal finde den selv og det kan vi ikke, hvis vi hele tiden kigger med hos naboen og prøver at kopiere andre - så hvor klipper du en tå eller hugger en hæl i dit private eller professionelle virke?
Er du nysgerrig på at høre mere om min tilgang til det indre lederskab eller har dette sat refleksioner i gang hos dig, så ræk endelig ud.
